Næsten ni ud af ti ansatte i den danske autobranche er mænd. Ergo er kvinder en sjældenhed, uanset om det er i salgslokalet, på værkstedet eller hos en autolak-virksomhed. Derfor har Epinion for AutoBranchen Danmark spurgt 1.000 danskere direkte om, hvorfor de tror, der er så få kvinder i den danske autobranche for at få bedre indblik i, hvordan danskerne opfatter autobranchen.

Hvis man spørger befolkningen direkte om, hvorfor de tror, der er så få kvinder, svarer over hver tredje, at det er fordi kvinder ikke interesserer sig for biler. Dernæst er svaret, at det er for svært at klare sig i en mandsdomineret verden. Gitte Seeberg, adm. direktør hos AutoBranchen Danmark mener, at det vidner rigtig meget om den massive opgave, branchen har foran sig.

”Undersøgelser viser, at virksomheder, hvor kønsfordeling er mere jævnbyrdig, har en bedre bundlinje og træffer bedre beslutninger. Desværre oplever vi, at både erhvervsskolerne og markedsføringsuddannelserne inden for vores felt har rigtig svært ved at tiltrække kvinder. Det afspejler vores befolkningsundersøgelse også meget godt”, fortæller Gitte Seeberg og fortsætter:

”Besvarelserne i undersøgelsen understøtter jo meget godt, at autobranchen lige på kønsspørgsmålet er noget ensidig. Faktum er dog, at Danmark vil mange 60.000 faglærte inden for meget få år. Derfor skal en uddannelse som personvognsmekaniker eller autolakerer gøres langt mere attraktiv for piger og kvinder, der skal kunne se en karriere for sig i autobranchen”.

Et bedre arbejdsklima

På Kvindernes Internationale Kampdag fredag den 8. marts inviterer AutoBranchen Danmark og Kvindernes Bilmagasin til et debat- og netværksarrangement. Vi sætter fokus på, hvordan vi får flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i autobranchen.

Her vil man kunne høre Gitte Seeberg selv og Benedicte Engel, bilpassionist og stifter af Kvindernes Bilmagasin. Til at supplere dem kommer Ture Hansen, Generalsekretær Dansk Automobil Sports Union (DASU) og Allan Kristensen, uddannelseschef på Skjern Tekniske Skole, og giver deres bud, hvordan branchen som helhed løfter kønsfordeling i en anden retning. Dertil kan man netværke med andre fra branchen og få gode idéer til at lokke flere til et job med biler.

Og det kan der være mange gode grunde til. Tilbage i befolkningsundersøgelsen fortæller de fleste danskere nemlig også, at der er et bedre arbejdsmiljø på en arbejdsplads, hvis kønsfordelingen er nogenlunde ligelig.

Over 70 procent af de adspurgte svarer også, at det er underordnet, om de mødes af en mand eller en kvinde, når de er på værksted. Handler det om et b

ilsalg, svarer over 60 procent, at det ingen betydning har, om de betjenes af en mand eller en kvinde.

”Det siger rigtig meget om, at danskerne er glade for en jævnbyrdig kønsfordeling, også når de er i kontakt med vores branche. Det er en vigtig pointe for både uddannelsesstederne og de virksomheder, som mangler elever og arbejdskraft. Kvinder er fuldt berettiget i branchen, og det mener befolkningen også klart”, fortæller Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.

Uklar karrierevej

Befolkningsundersøgelsen viser også, at autobranchen i Danmark har en stor opgave foran sig i forhold til at gøre det mere tydeligt, hvilke karriereveje, der ligger i en verden med biler. Næsten 40 procent af de adspurgt i undersøgelsen svarer, at de ikke ved, om autobranchen rummer gode uddannelsesmuligheder for kvinder. 26 procent svarer hverken eller.

Stiller man de samme spørgsmål i forhold til mænd, er svarfordelingen et lidt anden. Her erklærer 38 procent sig enig, at de ser gode karrieremuligheder for en mand i autobranchen.

”Det vidner om, at der er store usikkerhed blandt piger og kvinder, når de bliver spurgt til branchen og de muligheder, som jobmæssigt ligger. Det må give stof til eftertanke i både uddannelsessektoren og ude i autovirksomhederne”, fortæller AutoBranchen Danmarks direktør.

Autobranchen og kvinder

Både en befolkningsundersøgelse og en undersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer giver en status på, hvordan det går med kvinder i autobranchen.

Hovedkonklusioner er:

  • Der hersker stor usikkerhed om job- og karrieremulighederne for kvinder.
  • En stor andel af befolkningen mener, at kvinder ikke interesserer sig for biler. Og derfor tiltrækkes de ikke til branchen.
  • Branchen opfattes stadig som fysisk belastende og beskidt.
  • Få af vores medlemmer mener selv, de gør en aktiv indsats for at tiltrække kvinder.
  • Hverken danskerne generelt eller AutoBranchens medlemmer mener, at der er nogle barrierer i at ansætte og uddanne flere kvinder.

Kilder: Befolkningsundersøgelse fra Radius og intern medlemsundersøgelse, januar 2019.