”Hvis I tror, jeres kunder er ligeglade med den grønne omstilling, så har I et problem. Dertil vil jeg sige, at en autobranche uden elbiler er som et aktieselskab, jeg ikke ville smide penge efter”.
Lars Aagard, direktør i Dansk Energi, var meget klar i spyttet, da han torsdag holdt oplæg på AutoBranchen Danmarks Årsdag 2019 i Vejle.
Direktøren havde til formål at tage de 250 deltagere tættere på den grønne omstilling, når det konkret handler om elnettet og den strøm, som landets autoforhandlere og værksteder har brug for, når de i fremtiden skal sælge og servicere langt flere elbiler end i dag.
Lars Aagaard gennemgik blandt andet Dansk Energis rapport fra før sommerferien ’Elbiler kommer – gør elnettet klar til elbilerne’. Rapporten skal give både bilforhandlere, elbranchen og politikerne ro i maven i en omstilling, hvor langt flere biler kommer til at have brug for et stabilt elnet, som vi kender det i dag. Det kræver investeringer i milliardklassen, men Danmark har gjort det før og kan gøre det igen.
“Tænk tilbage til den meget voldsomme storm i Danmark i 1999. Den ødelagde rigtig mange elmaster, og her besluttede vi os for at grave store dele af ledningsnettet ned i jorden. Det var en proces over ti år, der langt fra var billig. Men konsekvensen ved at lade være var blot en endnu højere regning”, fortalte Lars Aagaard og fortsatte:
“Det samme scenarie udspiller sig for elbilerne, som vi potentielt set skal have en million af i 2030. Den omstilling koster mellem 29 og 48 mia. kr. frem mod 2030. Men hvis vi ikke snart kommer i gang med investeringerne, stiger de beløb betragteligt. Det bliver ikke billigere af at vente”.
Bilforhandlere skal tilgodeses
Det danske energiforbrug er godt på vej til at blive digitaliseret. I første omgang betyder det intelligente elmålere, der på timebasis kan sende langt mere detaljeret data om landets samlede energiforbrug.
Det kan også være med til at regulere forbruget, så nogle af spidsbelastningerne nedbringes. Konkret kunne det betyde, at en bilforhandler, som gerne vil oplade sine elektriske biler billigst muligt, kan gøre det i aften- og nattetimerne, hvor strømmen er billigst. Og hvor belastningen på det samlede elnet er mindst.
“Og vi skal selvfølgelig belønne virksomhedsejere som jer for at bruge vores elnet intelligent. For det er jo langt fra sikkert, at alle el- eller hybridbiler i jeres forretning behøver blive ladet op i de perioder, hvor det øvrige forbrug i landet buldrer afsted”, forklarede Lars Aagaard på sit oplæg.
Uansvarlighed og sarkasme
Lars Aagaard blev introduceret af Anders Breinholt, der efterhånden er et velkendt ansigt som manden, der binder AutoBranchen Danmarks årsdage sammen.
Breinholt lagde ud med en lille anekdote om sin egen vognpark, der indtil for nyligt bestod af en Tesla Model 3. Bilen nåede dog kun at køre knap 9.000 kilometer med Breinholt bag rattet.
Forklaringen var ifølge Anders Breinholt ganske enkelt, at planlægningen med hele tiden at skulle finde en ladestander og “planlægge sig ihjel” kvalte den begejstring, han havde for den amerikansk elbil, da han og familien købte den i starten af året. Det gav anledning til et sarkastisk oplæg til Lars Aagaard fra Dansk Energi.
“Oplægget til mig var fyldt med sarkasme og bar en lille smule præg af uansvarlighed. Der gøres grin med biler, der udleder nul gram CO2 pr. kørt kilometer. For transportsektoren, og det vil også sige autobranchen, skal bidrage til den her grønne omstilling. Det skal selvfølgelig ske på rimelige vilkår, men det skal ske. Og elbilerne kommer”.
‘Startpakken’ til forhandlere og værksteder:
Direktøren for Dansk Energi opfordrede derfor deltagerne på årsdagen 2019 til at få undersøgt det lokale elnet og den mængde strøm, som er til rådighed i netop deres område.
“Tag allerede nu kontakt til det lokale elselskab, hvis I vil i gang med omstillingen. Det er godt at få afklaret, hvordan man er dækket ind, så man ved, hvor stor en udgift, man står over for, hvis der skal opstilles ladestandere og lægges nye kabler i jorden”, sagde Lars Aagaard.
Herunder finder du AutoBranchen Danmarks ‘startpakke’, hvis du eller din virksomhed gerne vil i gang: