Langt om længe, og efter mere end tre måneders forsinkelse, blev loven om de nye WLTP-krav vedtaget torsdag. For både jer som forhandlere og for bilkøberne giver det ro om priserne, og dermed slipper man nu for at have tillæg og forhold til slutsedlerne.
Loven er vedtaget med virkning fra 1. juli. Det betyder, at eventuel for meget betalt afgift vil blive udbetalt til den, der er registreret som ejer af bilen den 1. juli 2018.
WLTP-biler registreret 1. juli 2018 og frem til ikrafttrædelsestidspunktet på et tidspunkt i første halvdel af september 2018 har mulighed for at få for meget betalt registreringsafgift tilbagebetalt. Vi må forvente, at dette kommer til at ske automatisk.
Det har været en utilfredsstillende situation siden Dansk Folkeparti lige før sommeren vendte på en tallerken og trak sin støtte til WLTP-loven. Hen over sommeren har der hersket usikkerhed og selv om I har kunnet berolige kunderne med, at de stigende bilpriser var midlertidige, og at de som kunder ville blive kompenseret, når loven kom på plads, så har det ikke været en tilfredsstillende situation for nogen.
WLTP er EU’s nye og langt mere præcise metode til at beregne bilernes brændstofsforbrug. Den erstatter den hidtidige NEDC-metode, og den nye model indebærer, at bilerne testes efter mere virkelige kørselsforhold med opbremsninger, accelerationer, monteringer m.v. end den forrige metode.
WLTP-metoden betyder så til gengæld, at bilerne i praksis ikke kører så langt på literen, som de gamle testmetoder viste. Faktisk kører de i gennemsnit omkring 21 procent kortere, hvilket ville betyde, at mange biler kunne komme til at stige i pris, da kilometertallene har betydning for både udregningen af registreringsafgiften og den grønne ejerafgift.
Derfor har regeringen gennem den vedtagne lov indført en korrektionsfaktor i beregningen, så de derved kan neutralisere virkningen af de potentielle prisstigninger. Korrektionen består i at gange de nye WLTP-tal med en faktor 1,21 hvormed bilernes brændstofforbrug i gennemsnit bliver bragt tilbage til det oprindelige. Dermed bliver bilpriserne i gennemsnit holdt i ro.
Vores samarbejdspartner KPMG har lavet nogle beregninger med brændstofforbruget før og efter WLTP for at teste konsekvenserne. Beregningerne viser, at der kan være variationer til både den positive og den negative side i registreringsafgiften. Men set over hele bilparken bliver priserne holdt i ro, og det er vi tilfredse med. Det er det bedst mulige, når nu EU har besluttet, at alle biler skal måles efter den nye og mere præcise WLTP-metode. Så alt i alt er vi tilfredse.