Status for benzin- og dieselbiler vs. grønne biler

Antallet af benzin- og dieselbiler er historisk steget og steget og det vil ifølge prognoser også stige frem mod 2030, selvom de grønne biler vinder frem.

Grønne biler udgør fortsat begrænset del af bilparken

I 2021 udgjorde benzin- og dieselbiler omkring 2/3 af nyvognssalget, mens de grønne biler udgjorde omkring 1/3. Antallet af såvel pluginhybrider som rene elbiler blev mere end fordoblet i 2021, men de grønne biler udgør dog samlet kun omkring 5 procent af bilparken.

Politiske ambitioner for grøn omstilling af biltransporten

Der er en bred ambition på Christiansborg om, at der i 2030 skal være solgt 1.000.000 grønne biler. Bilaftalen fra 2020 tager initiativer, der skal sikre 775.000 grønne biler, så der mangler på nuværende tidspunkt initiativer for at nå de resterende 225.000 grønne biler.

Nogle iagttagere mener dog, at målene for antallet for grønne biler vil blive nået før 2030. Eksempelvis er der allerede i 2021 solgt det antal pluginhybrider, som der var forventet i 2030.

Udsigt til fortsat salg af benzin- og dieselbiler

Der er i dag omkring 2,7 millioner personbiler i Danmark. I 2030 vil der ifølge Skatteministeriet være 3.525.000 biler og heraf altså 755.000 grønne biler, hvis de politiske initiativer virker som forventet.

Antallet af benzin- og dieselbiler vil altså stige, selvom der kommer mange hundrede tusinde nye grønne biler på vejene.

Forbud mod salg af ny benzin- og dieselbiler har lange udsigter

EU har varslet et forbud mod salg af benzin- og dieselbiler i 2035. Regeringen har på Danmarks vegne dog advokeret for, at det forbud træder i kraft i 2030. Andre af Folketingets partier ønsker det træder i kraft før. Et forbud kan formentlig kun vedtages, hvis det gælder for hele EU.

Ingen planer om forbud mod brugte benzin- og dieselbiler

Der er aktuelt ingen planer om at forbyde salg af brugte benzin- og dieselbiler. Enkelte kommuner overvejer dog afgrænsede zoner, hvor der kun vil være adgang for nulemissionsbiler, hvilket muligvis vil påvirke efterspørgslen.

På samme måde kan miljøzoner, der vil forbyde dieselbiler af ældre dato – fra før 2011 – uden partikelfiltre i specifikke områder, også påvirke efterspørgslen. Det vil formentlig kun dreje sig om København, Aarhus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.

Salget af brugte grønne biler vil stige støt

I takt med at de nye grønne biler, der er blevet solgt i de senere år, bliver solgt af deres første ejere, vil antallet af brugte grønne biler også stige. Efterspørgslen på brugte grønne biler er indtil videre blevet dækket ved betydelig import af primært brugte tyske biler.

Service og reparation

Med udsigt til en bilpark, der i løbet af de næste otte år vokser med over 800.000 biler, vil der fortsat være masser af tage sig til på landets autoværksteder, selvom andelen af de mindre vedligeholdelsetunge elbiler stiger. Antallet af benzin- og dieselbiler vurderes således også at ville stige.