Den 1. juli vil knap 25.000 varevogne ikke længere kunne køre ind i miljøzonerne i de fire største byer i Danmark. Det giver forhandlere af varebiler nye muligheder for at øge salget i de kommende måneder.
Folketinget vil i starten af juni vedtage en stramning af kravene til varevogne, busser og lastbiler, der kører i København, Aarhus, Odense og Aalborg. De pågældende byer samt Frederiksberg er en del af de eksisterende miljøzoner, som skal sænke luftforureningen i de pågældende byer.
Den 1. juli vil det blive et krav, at varevogne er blevet indregistreret første gang den 1. januar 2007 eller senere, før de må køre ind i ovennævnte miljøzoner. For busser og lastbiler vil kravet være 1. september 2009 eller senere. Bilstatisk.dk anslår, at det vil påvirke cirka 24.500 varebiler, der altså ikke længere vil kunne køre ind i de fire største byer.
Virksomheder skal ud og købe nye biler
AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, mener, at de skærpede krav til varebiler kan øge varebilssalget i de kommende måneder.
”Mange af de godt 25.000 varebiler vil fra tid til anden have behov for at køre ind i de fire største byer, hvilket vil blive et problem efter 1. juli. Jeg håber, at bilforhandlerne midt i denne Corona-tid vil gribe denne mulighed for at øge salget af varebiler. Det vil unægteligt være et godt argument, hvis man har kunder eller forbindelser, der vil blive berørt af de nye regler. Det skal ses som en mulighed for at skabe lidt ekstra omsætning i en ellers svær tid for bilforhandlerne”, siger Gitte Seeberg.
De skrappere krav til miljøzoner forventes i løbet af det næste års tid at blive udvidet til også at omfatte personbiler i de fire største byer. De præcise kriterier skal fastsættes af Folketinget, hvor AutoBranchen Danmark vil arbejde for autobranchens interesser.