Stor guide: Sådan sætter bilforhandlere og værksteder strøm til forretningen
AutoBranchen Danmark sætter her fokus på, hvad du som bilforhandler, værksted eller autolakere kan gøre for at komme med på den grønne bølge og sætte strøm til forretningen.
AutoBranchen Danmark har interviewet Jan Rasmussen, afdelingsleder hos Dansk Energis afdeling for netteknik, der har et indgående kendskab til elbilers samspil med elnettet. Eksempelvis er han medforfatter til rapporten ‘Elforsyning til bilbyer’, som i maj 2019 undersøgte bilbyen i Risskov ved Aarhus. Her analyserede Dansk Energi en række bilforhandlere i forhold til at afdække deres behov og efterfølgende kigge på, om den lokale elforsyning kan klare en udvidelse af antallet af ladestandere.
“Forhandlerens første og vigtigste opgave er, at kigge på hvilket ladebehov man får brug for. Ikke kun ud fra sit nuværende ståsted, men også hvad estimatet lyder på om to, tre, fem, og otte år. “, siger Jan Rasmussen og fortsætter:
“Det er ikke kun ladebehovet i salgslokalet, men også om værkstedet ligeledes skal forsynes med en eller flere ladestandere. I samme ombæring skal bilforhandlere diskutere kundeservice. Vil man tilbyde kunder med elbiler, at bilerne skal være fuld opladet efter et serviceeftersyn eller ej. Det vil nok være meget individuelt, men det kan meget vel blive en konkurrenceparameter”, fortæller Jan Rasmussen.
Tag estimatet med til netvirksomhed
Hvis du og din virksomhed har besluttet, at I har brug for eksempelvis tre ladestandere og forventer, at I skal sælge tre nye bilmodeller på el alene frem mod 2021, har I godt styr på omfanget. Det kan også være, I har afklaret, at I vil have en ladestander i salgslokalet og to i værkstedet, så man også kan servicere dem. Så langt så godt.
“I næste trin tager man fat i sin elinstallatør. Derigennem laver man en afklaring af flere ting: Hvilken sikkerhed skal man have som forhandler for at kunne oplade. Skal alle kunne lade hele tiden, og hvor kraftige skal ladestanderne være”, fortæller Jan Rasmussen og fortsætter:
“Ud fra de ønsker laver elinstallatøren en tilmelding på den installation, der skal laves hos kunden og tilsluttes elnettet. Det lokale netselskab anviser muligt tilslutningspunkt til nærliggende elskab eller transformerstationer i nærheden . Vores analyse i Risskov viser, at udfordringen her kan løses ved at flytte forhandlernes tilslutningspunkter højere op i nettet. “. Når elinstallatøren har udført de nødvendige ændringer i kundens installation, færdigmelder elinstallatøren arbejdet til det lokale netselskab.”.
Lav budgettet og husk tilslutningsbidrag
Nu har virksomheden afdækket antallet af ladestandere. Det er internt bestemt, hvilket niveau af kundeservice, man vil tilbyde, og man har med sit netselskabet afklaret, hvordan man er stillet lige nu og i fremtiden i forhold til lav- og højspændingsnettet. Bilforhandleren skal som udgangspunkt ikke bekymre sig, hvorvidt der er ledig kapacitet i elnettet eller ej, når kunden køber en permanent/fuld adgang til elnettet.
Men alting kommer med en pris. I samarbejdet med netselskabet afdækker forhandlere to ting: Vil man have den fulde netadgang? Eller kan man godt leve med ikke at have den meget store og brede motorvej for strøm lagt ind i virksomheden.
“Lokalt kan forhandleren jo også overveje, om der findes en eller flere ladestandere, måske endda hurtigladere, i nærheden af forretningen. Hvis man kan leve med at køre derover og fylde strøm på, er der jo nødvendigvis ikke et massiv behov for at udvide installationen. Det svarer jo lidt til, hvis man i dag vasker biler eller fylder brændstof på uden for matriklen”, forklarer Jan Rasmussen fra Dansk Energi, og slutter:
”Der er rigtig meget at vinde ved at udnytte den fleksibilitet, der ligger i opladning af elbiler, fx ved at oplade nogle af elbilerne om natten, eller når nettet er mindre belastet. Den fleksibilitet skal vi finde ud af at udnytte.