Fra fredag bliver det muligt at sikre sig en plads på ”Vores Autobranche”. Konferencen, som finder sted på Gram Slot i dagene den 7. og 8. maj, er ved at få sammensat et stærkt og inspirerende program, og tilmeldingen åbner fredag den 1. februar – klik her for at tilmelde dig.
Grøn omstilling fylder en del i autobranchen i disse år. Det samme gør forbrugernes ændrede købemønster, delebiler, leasing, uddannelse, arbejdskraft. På konferencen kommer politikere og fortæller om deres syn på omstillingen, og der kommer talere fra ind- og udland og fortæller om deres erfaringer med omstilling til elbiler og hybridbiler, for det handler også om vejen derhen. Værkstederne og sælgerne skal arbejde med elbiler i fremtiden, men de skal også sælge og servicere benzin- og dieselbiler nu og i de nærmeste år. Så hvordan håndterer man overgangsfasen? Det får vi bud på fra lande, der er længere fremme end Danmark.
”Vores Autobranche” er to dage med koncentreret branchesnak, skabt i samarbejde mellem Motor-magasinet og AutoBranchen Danmark.