Når man går gennem porten og træder ind den store hal hos Røde Bro Autolakering i Horsens, møder man en smilende medarbejder. Så en mere og endnu én. I alt er de syv foruden direktør Johnny Fisker Andersen, der selv deltager i arbejdet på værkstedet hver dag, og hans hustru Jette Andersen, som står for administrationen.
Stemningen, godt arbejdsmiljø og holdånden er vigtig i Røde Bro Autolakering. Johnny Andersen har selv kørt motorsport i mange år, og han ved, at man ikke kan vinde alene. Det er holdet, der vinder.
”De fleste af medarbejderne har været her i mange år. Bortset fra de to sidst ankomne, har medarbejderne faktisk været her i mindst 4-5 år”, siger Johnny Andersen og peger på, at en af de nyeste er autolakerer-eleven Sofie, som endnu ikke er så langt i sin uddannelse og derfor ikke har så lang historie i virksomheden endnu.
Der er også medarbejdere, som har været væk og er kommet tilbage.
”Det er vigtigt, at vi har det godt med hinanden og alle skal kunne hjælpe hinanden”, siger Johnny Andersen og viser med en vis stolthed virksomhedens blanderum frem. Her er imponerende rent, for en af medarbejderne har taget på sig, at det rum og maskinen er hans ansvarsområde.
Johnny Andersen overtog virksomheden, da hans far, Laus Andersen, pludselig døde i 2004. Johnny havde selv været i lære i Røde Bro Autolakering og var ansat, da hans far på en arbejdsdag faldt om og døde alt for tidligt.
Laus havde skabt virksomheden, som fik sit navn efter det område den lå i. Nu er adressen en anden, men navnet Røde Bro Autolakering har været velkendt i Horsens og omegn siden 1965.
”Når du arbejder og vil skabe succes, så er jeg overbevist om, at det er 80 procent flid og evner og 20 procent held”, siger Johnny Andersen og roser de store aktører blandt lakererne.
”De har været dygtige og bygget op fra bunden. Det tager jeg hatten af for. Vi er ikke blevet berørt af det. Vi har mistet et par kunder, som er blevet opkøbt, men har ellers ikke mærket det store til forandringerne i branchen. Og vi har et godt samarbejde i området. Jeg synes, at det er vigtigt at samarbejde fremfor at modarbejde”, siger Johnny Andersen.
Hans egen virksomhed har eksisteret siden hans far skabte den i 1965. Johnny Andersen har stået i spidsen for Røde Bro Autolakering i 15 år. Han er langt fra mæt og bruger faktisk ordet ”forelsket” om sit arbejde.
”Jeg brænder for det. Jeg lægger lyst og energi i det, og jeg arbejder stadig på lige fod med vores ansatte.” siger han.
Johnny Andersen rundede 50 år for et par år siden, så der er stadig masser af arbejdsår til ham endnu, så overvejelserne om fremtiden er stadig et forholdsvis fjernt emne:
”Helt tilbage til da min far levede, troede han, at byen ville udvide så meget, at vi skulle ud af vores bygninger og der ville blive bygget boliger på grunden. Det er ikke sket og intet tyder på det. Når vi, Jette og jeg, er færdige her, håber jeg, at nogen andre vil køre det videre, og kan den nye ejer bruge mig til noget, så kan jeg godt se mig selv i den rolle”, siger Johnny Andersen, mens han bestemt ser ud som om, at det hverken sker i morgen eller i overmorgen.