Hvem skal indsamle, bearbejde og videreformidle de data, som bilerne producerer? Og hvem skal have lov at kommunikere til bilen med fx tilbud om service, reparationer, hoteller, restauranter, parkeringsforhold og meget andet, som kan være relevant for bilen og dens chauffør.
Spørgsmålene står i kø for at blive besvaret, og derfor deltog AutoBranchen Danmark i sidste uge i en rundbordsdiskussion arrangeret af CECRA, der repræsenterer en lang række europæiske bilorganisationer over for EU.
Diskussionen fandt sted i Geneve, og til mødet var også inviteret repræsentanter fra Kina, Indien, Rusland, Brasilien, USA og Canada, og det stod klart, at diskussionen om ejerskabet til bildata foregår i alle lande.
Som det er i dag, har bilproducenterne monopol på at indsamle bildata. Det er fabrikkerne, der udstyrer bilerne med både hard- og software, og derfor har producenterne en hel unik adgang til at udnytte dataene kommercielt.
”Det er vigtigt, at der bliver fri konkurrence om bildata. Den, som ejer dataene, får også adgang til kunderne, og derfor arbejder vi for, at det er kunderne – og ikke fabrikkerne – der bestemmer, hvem de vil dele dataene med”, siger adm. direktør Gitte Seeberg, AutoBranchen Danmark.
Hun understreger, at diskussionen om bildata er relevant for alle i autobranchen, og at det er nødvendigt med lovgivning.
”I sidste ende er det en kamp om kunderne. Derfor er diskussionen meget vigtig for både autoriserede og uautoriserede forhandlere”, siger Gitte Seeberg.
EU-Kommissionen ventes inden for kort tid at offentliggøre nogle overordnede retningslinjer for ejerskabet til bildata, men et egentligt forslag fra kommissionen afventer både EP-valget og sammensætningen af en ny kommission. Det kommer derfor tidligst i løbet af efteråret. Det står imidlertid allerede nu klart, at de europæiske bilfabrikker fra Tyskland, Frankrig og Italien har meget store interesser i sagen, og at de arbejder intenst på de indre linjer i Bruxelles for at bevare deres unikke position.