De Danske Bilimportørers retssag mod Skorstensgaard blev torsdag afgjort i Landsretten. Sagen, der handlede om vildledende markedsføring, var tidligere blevet afgjort ved Sø- og Handelsretten og anket af begge parter.
Sagen angik i den oprindelige sag anlagt 27 markedsføringsudsagn og kampagner, som Skorstensgaard havde brugt i en længere årrække. Sø- og Handelsrettens dom gav medhold til begge parter i en lang række udsagn, og ingen af parterne blev dengang pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part.
Landsrettens nye dom fra den 25. november er mere klar. Landsrettens afviste langt størstedelen af De Danske Bilimportørers påstande, og blev hertil pålagt at betale 250.000 kroner i sagsomkostninger til Skorstensgaard. De Danske BIlimportører fik således ikke medhold i deres ønskede skærpelser.
Det skal dog nævnes, at Skorstensgaard 14 dage før landsretten skulle behandle sagen, valgte at erkende, at ni af udsagnene var vildledende eller på anden måde ulovlige efter markedsføringsloven, hvilket giver et mere broget billede af vurderingen af sagens endelige udfald.
Her er en oversigt over de påstande, De Danske Bilimportører ønskede, at landsretten skulle tage stilling til samt landsrettens stillingtagen:
Landsrettens dom:
”Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes i det omfang, den er anket, med den ændring, at Skorstensgaard Danmark A/S ikke forbydes at gøre markedsføringsmæssig brug af udsagnet om, at ”Vi leverer samme høje kvalitet som mærkeværkstederne”.
Påstand 1:
Udsagn 7b: Skorstensgaard har efter Sø- og Handelsrettens dom ændret sin markedsføring således, at udsagnet ”Vi har tyske værkstedspriser” ikke længere bruges. I stedet bruges udsagnet ”Tyske Værkstedspriser” som undertitel på Skorstensgaards facader, flag, firmabiler og på hjemmesiden samt i beskrivelsen af Skorstensgaard på hjemmesiden.
Landsrettens dom: Skorstensgaard må gerne bruge udsagnet.
Udsagn 7c: Det fremgår af Skorstensgaards annoncer i relation til ”Vi matcher tyske værkstedspriser”, at Skorstensgaard matcher priserne hos mærkeværksteder i Tyskland, og at Skorstensgaard benytter reservedele fra bl.a. Bosch, ligesom der er en henvisning til hjemmesiden, hvor de nærmere angivne betingelser er anført herunder, at det er en betingelse, at der er indhentet et skriftligt tilbud fra et tysk mærkeværksted.
Landsrettens dom: Ikke vildledende, Skorstensgaard må anvende udsagnet.
Udsagn 8), 9), 12), 13) og 14)
8) 100 % fabriksgaranti
9) vi bevarer fabriksgarantien
12) vores stempel i servicebogen er lige så godt som et stempel fra mærkeværkstederne
13) vi arbejder altid efter fabrikkernes forskrifter
14) vi har fuld adgang til fabrikkernes service-/tjekskemaer og elektroniske servicehæfter,
Landsrettens dom: Skorstensgaard må gerne anvende udsagnene.
Udsagn 11:
Forbud mod brug af udsagnet: ”Vi leverer samme høje kvalitet som mærkeværkstederne”.
Landsrettens dom: Skorstensgaard må gerne anvende udsagnet.
Udsagn 19), 21), 22) og 27)
19) vi har færre kvadratmeter lokaler, som vi skal leje og ingen lagerbinding som skal forrentes
21) vi har ingen dyre malerier, designermøbler, -lamper, klinker på gulvene eller store glashuse
22) vi vil hellere give dig en lav regning end lade dig sidde i dyre designermøbler i venterummet
27) vi har få kvadratmeter lokaler, som vi skal leje og ingen lagerbinding som skal forrentes
Landsrettens dom: Brug af de pågældende udsagn er uberettigede, og må ikke anvendes af Skorstensgaard.
Påstand 2:
Forbud mod markedsføringen af prismatchkonceptet ”20 % prispres”.
Landsrettens dom: Ikke vildledende, Skorstensgaard må anvende udsagnet.
Påstand 3:
Skorstensgaard skal anerkende, at selskabet uberettiget har benyttet beskyttede varemærker for bilmærker som fx metadata i online-markedsføring på en sådan måde, at disse fremgår i overskriften og/eller teksten i søgemaskineresultater og/eller anvende varemærkerne i hjemmesideadresse (URL’en).
Landsrettens dom: Skorstensgaard frifindes.
Påstand 5 og 6
Krav om erstatning og berigtigelse af uberettiget anvendte udsagn og markedsføring.
Landsrettens dom: Skorstensgaard frifindes.
Landsretten stadfæster således Sø- og Handelsrettens dom i det ovenfor anførte omfang og frifinder Skorstensgaard Danmark A/S for De Danske Bilimportørers øvrige påstande.