Mangler din virksomhed arbejdskraft? Her fortæller ABAF, hvordan du som kommende arbejdsgiver skal forholde dig, hvis du vil ansætte ukrainske statsborgere.
Danmark har modtaget mange tusindende ukrainere, der er flygtet fra det krigshærgede land. Ifølge en medlemsundersøgelse fra AutoBranchen Danmark er 6 ud af 10 medlemsvirksomheder interesseret i at ansætte ukrainske flygtninge. Det gælder særligt til ufaglærte funktioner samt som faglært mekaniker eller autolaker.
I mange andre brancher, står virksomheder klar til at rekruttere ukrainere, der kan og vil arbejde, men de har tidligere oplevet lange ventetider til at få de nødvendige tilladelser. Det er der nu lavet om på med lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven).
Herunder gennemgår juridisk konsulent i AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF) William Vegenfeldt, reglerne for at ansætte ukrainsk arbejdskraft.
Hvem er omfattet af loven?
Med særloven er det nu lettere for virksomheder at rekruttere flygtninge fra Ukraine. Det følger af lovens § 1, at man kan få midlertidig opholdstilladelse, hvis man:
- Er ukrainsk statsborger og den 24. februar 2022 eller senere er udrejst af Ukraine, hvor du på tidspunktet for udrejsen havde bopæl eller,
- den 24. februar 2022 havde status som flygtning i Ukraine og den 24. februar 2022 eller senere er udrejst af Ukraine, eller
- er ukrainsk statsborger eller den 24. februar 2022 havde status som flygtning i Ukraine og opholdt dig eller havde opholdstilladelse i Danmark den 24. februar 2022.
Lovens § 2 oplister en række muligheder for at få opholdstilladelse, hvis man er familiemedlem til en person, der har fået opholdstilladelse efter en af de ovennævnte betingelser i § 1.
Udlændinge med opholdstilladelse efter særloven er fritaget for krav om arbejdstilladelse og kan derfor påbegynde arbejde allerede fra ansøgning om opholdstilladelse, se nedenfor.
Adgang til at arbejde
Fra den 22. april 2022 har ukrainere mv. ret til at arbejde i Danmark, allerede når de har ansøgt om opholdstilladelse efter særloven og har fået optaget fingeraftryk og ansigtsfoto i Udlændingestyrelsens Borgerservice.
Retten til arbejde gælder dog ikke, hvis personen åbenbart ikke kan få opholdstilladelse efter særloven. Det anbefales i den forbindelse, at virksomheden ser kandidatens pas.
Retten til at arbejde gælder uanset, hvornår personen har ansøgt.
Virksomheden skal alene sikre, at ansøgning, fingeraftryk og foto er på plads. Herudover er det en god ide også at bede om at se den pågældendes pas. Dansk Erhverv og ABAF anbefaler i den forbindelse, at virksomheden opbevarer en kopi af kvitteringen for biometri og evt. også kopi af pas.
Vigtig info ved ansættelse af flygtninge fra Ukraine
Det er vigtigt, at de personer, som virksomheden har tilbudt et job efter reglerne i særloven, eller som er ansat på virksomheden, før de kommer til landet, vedhæfter en kopi af ansættelseskontrakten i forbindelse med ansøgningen om en opholdstilladelse, da det er afgørende for bopælsplaceringen.
Virksomhederne kan indgå ansættelsesaftaler med personer efter særloven, før opholdstilladelsen er på plads, men den pågældende person må ikke påbegynde arbejde i Danmark, før der er ansøgt om en opholdstilladelse og har fået optaget biometri.
Medlemmer af AutoBranchen Danmark (ABDK) og AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF) er som altid velkomne til at kontakte ABAF, hvis man har spørgsmål til rekruttering af flygtninge fra Ukraine eller rekruttering generelt.
Nyttig information og links:
- Virksomheden skal sikre sig dokumentation for at den pågældende person har fået foretaget biometri. Se hvordan dokumentationen skal se ud: Kvitteringsbrev -Udlændingestyrelsen.pdf
- Ukrainere (som virksomheden gerne vil ansætte) skal bestille tid til biometri online hos enten Udlændingestyrelsen for at få taget biometri for at få en opholdstilladelse: https://www.nyidanmark.dk/da/ContactUs/contact_immigration_service/citizen_service
https://www.nyidanmark.dk/da/ContactUs/Contact%20SIRI/Citizens%20Centre - Tildeling af CPR nr., Nem-ID, sundhedskort foregår via borgerservice i den nye bopælskommune.
- Ansøgning om skattekort foregår online (bemærk at skattekortet tidligst kan udstedes 21 hverdage før første arbejdsdag).
- Jobindex har lavet en gratis platform for virksomheder, der vil tilbyde ledige stillinger for ukrainske flygtninge.
- Information til personer fra Ukraine Udlændingestyrelsen har grundet krigen i Ukraine lavet denne informationsside med spørgsmål og svar målrettet personer fra Ukraine, der ønsker at opholde sig i Danmark eller er i Danmark. Siden vil løbende blive opdateret og udbygget med relevante spørgsmål og svar.
- Udlændingestyrelsens borgerservice Her kan blandt andet bestilles tid til biometri til opholdstilladelse.
- Udenrigsministeriet: Find os i verden