Regeringen har igennem længere tid lagt op til at arveafgiften for familieejede virksomheder vil, som en del af efterårets kommende finanslovsforhandlinger, stige fra seks til 15 procent. Forslaget har medført massiv kritik fra flere medier og politikere, men nu tyder det på, at regeringen er villig til lempe på forslaget.
Den nuværende arveafgift på seks procent blev vedtaget i 2015 af den daværende Venstre-regering og resten af blå blok. Afgiftniveauet blev vedtaget for at stille familieejede virksomheder bedre ved generationsskifte. Hvis regeringen undlader at gribe ind, vil afgiften falde til fem procent i 2020.
Socialdemokratiets forslag, der støttes af SF og Enhedslisten, vil betyde, at de nærmeste pårørende vil skulle betale 15 procent i arveafgift på beløb over 295.300 kroner. Kritikken af Socialdemokratiets forslag går på, at det forhindrer de familieejede virksomheder i at investere i deres forretning.
Kritikken af forslaget fik den 23. september erhvervsminister Simon Kollerup til at bløde forslaget op i Børsen. Han står fast på regeringens forslag om at hæve bo- og arveafgiften, men regeringen er nu villige til at forlænge betalingsperioden fra de nuværende 15 år til 30 år. Det vil også betyde, at familieejede virksomheder vil få et retskrav om henstand, modsat i dag hvor virksomhederne skal søge om det.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, er glad for at regeringen bløder op på forslaget, men hun ser helst, at det forsvinder helt fra regeringens dagsorden.
”Forslaget er dybt skadeligt for de familieejede virksomheder i Danmark, der har brug den kapital til at investere i deres forretning. Jeg anerkender, at regeringen har taget et lille skridt i den rigtige retning med forslaget om betaling over 30 år, men det samlede forslag burde slet ikke være en del af finanslovsforhandlingerne”, siger Gitte Seeberg.
Som AutoBranchen Danmark tidligere har beskrevet, har debatten om en tredobling af arveafgiften fra 2020 for familieejede virksomheder øget interessen for at lave generationsskifte.
Selvom Gitte Seeberg håber, at forslaget ikke bliver en del af den endelige finanslov, så opfordrer hun til, at virksomhederne skal planlægge efter det.
”Jeg er lidt bekymret over, at De Radikale er begyndt at vise interesse for forslaget. Jeg håber ikke, at de vil være med til at pålægge familieejede virksomheder flere byrder. For en sikkerheds skyld bør de virksomheder, der går med tanker om generationsskifte, undersøge mulighederne for at gøre det inden nytår, hvor der med en vis sandsynlighed bliver indført nye regler”, siger Gitte Seeberg.
Gode råd til at gennemføre generationsskifte
1. Forskellige generationsskiftemodeller. Det gode generationsskifte indeholder analyse og afdækning af de konkrete forhold i sagen, så generationsskifteløsningen tilpasses til netop din virksomhed. Skattereglerne giver mulighed for forskellige løsninger, og i samspil med de selskabsretlige regler er det muligt at skræddersy en løsning, der opfylder netop dine behov.
2. Generationsskifte og værdiansættelse. Særlige forhold vedrørende værdiansættelse kan være relevante i forbindelse med et generationsskifte. I kombination med de særlige regler om skatteretlig succession er det helt afgørende for virksomhedens fortsatte drift og de nye ejeres mulighed for at videreføre den, at der sker en korrekt opgørelse af virksomhedens værdi.
3. Arv og gave. Skattereglerne giver særlig mulighed for, som led i et generationsskifte, at inddrage gaver af varierende størrelse. I den sammenhæng er det også helt afgørende at have specialistkendskab til arvereglerne, så I finder den mest fordelagtige løsning for jer.
Har du eller din virksomhed brug for at komme videre med mest optimale generationsskifte, kan du kontakte Ida Nynne Daarbak Jensen på enten tlf. 53 55 14 00 eller idj@abdk.dk.