Onlinekursus: Få styr på finansiel leasing

Brancheorganisationen Finans og Leasing har udviklet et onlinekursus om finansiel leasing, der er tilgængeligt for alle interesserede. Kurset er et grundkursus i finansiel leasing inden for B2B, og det henvender sig til nye medarbejder og personer, der ikke har arbejdet i dybden med leasing før. Dog kan kurset naturligvis også anvendes til opgradering og sikring af eksisterende medarbejderes kompetencer.

“Kurser giver en rigtig god indsigt i området og kan være med til at sikre, at alle medarbejdere i virksomheden har styr på reglerne. Vi ved nemlig fra domme fra både Landsretten og Højesteret, at det kan være bekosteligt ikke at være skarp her”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark.

Kurset tager ca. 2 ½ time og kan tages på det tidspunkt og i den hastighed, der passer hver enkelt. Kurset er udviklet i samarbejde med Key2Know, der har stor erfaring i udviklingen af digitale kurser. Materialet er gennemset og kommenteret af EY og Bech Bruun.

Direkte link til kurset kan findes her:

Man kan læse mere om kurset på Finans og Leasings hjemmeside

Principiel dom

Og hermed en lille påmindelse om, hvorfor det er vigtigt at kende leasingreglerne og grænserne ved brug af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift. I en nyligt offentliggjort dom om realiteten af et leasingforhold og brugen af reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift ses det tydeligt, hvorfor det er vigtigt at have reglerne på rygraden.

Dommen handler om, hvorvidt betingelserne for anvendelse af reglerne om forholdsmæssig afgift har været opfyldt, og hvis dette ikke var tilfældet, hvorvidt leasingtager hæfter for betaling af køretøjets fulde registreringsafgift.

Både landsret og Højesteret fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til virksomheden, hvorfor leasingtager hæftede for betaling af køretøjets fulde registreringsafgift.

Sagen kort: leasing og forholdsmæssig registreringsafgift2019-11-14T11:06:32+01:00

Sagen startede i Skatteankestyrelsen, hvor leasingtageren d. 30. juni 2016 fik medhold i, at det ikke kunne godtgøres, at han var vidende om, at leasingforholdet var uden realitet. Leasingtageren fik således medhold i, at han ikke hæftede for registreringsafgiften. Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene, og sagen blev af Retten i Glostrup henvist til Østre Landsret, som følge af sin principielle karakter.

Østre Landsret fandt det godtgjort, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke var betalt og på vilkårene i leasingaftalen, hvorefter leasingvirksomheden ikke havde nogen økonomisk risiko. Landsretten lagde desuden vægt på, at leasingtageren i det hele havde optrådt som ejer af køretøjet, herunder foretaget istandsættelse af køretøjet, ligesom han ikke har villet aflevere køretøjet til SKAT, selv om det var beslaglagt.

På den baggrund fandt landsretten det godtgjort, at leasingtageren var klar over, at bilen ikke reelt tilhørte leasingvirksomheden, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold.

Leasingtageren havde derfor viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet, og han hæftede derfor for den fulde afgift.

Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i sin påstand. Sagen blev anket til Højesteret, som traf afgørelse i sagen 17. oktober 2019. Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og resultat og stadfæstede derfor landsrettens dom.

Højesteret fandt, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, og at betingelserne for afgiftsberigtigelse af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 3 b, derfor ikke var opfyldt.

Højesteret fandt desuden, at leasingtageren havde anvendt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt korrekt afgift af køretøjet. På den baggrund hæftede leasingtageren for den fulde afgift, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Den fulde dom kan læses her:

Domsskrift fra landsretten (mest uddybende i forhold til begrundelser):

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2274108&lang=da

Domskrift fra Højesteret:

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2291992

2019-11-25T12:33:08+01:0025/11/2019|Tags: , , |
Go to Top