AutoBranchen Danmarks jurister har modtaget henvendelser fra medlemmer, som eksporterer biler og rammes af Motorstyrelsens fejl i beregning af brændstofforbruget.
På AutoBranchen Danmarks forespørgsel er meldingen fra Motorstyrelsen, at man arbejder på sagen og omberegning af de ramte køretøjer har højeste prioritet.
”For dele af autobranchen er problemet aldeles relevant. Det er ærgerligt, at fejlene opstår og skaber forvirring og tvivl hos forhandlerne, men det er betryggende at vide, at Motorstyrelsen prioriterer opgaven højt,” siger Ida Nynne Daarbak, jurist i AutoBranchen Danmark.
”Virksomheder som eksporterer køretøjer, skal sætte køretøjerne på månedsangivelsen i den måned, hvor de hører til. Det vil sige, at køretøjerne fortsat skal være udført inden månedsangivelsen godkendes,” lyder meldingen fra Motorstyrelsen i et svar mandag.
”Motorstyrelsen sikrer, at månedsangivelsen for august 2019 overføres til bogholderisystemet i Skattestyrelsen ultimo september 2019 og sikrer, at processen for udbetaling af eksportgodtgørelse iværksættes. Det forventes, at eksportgodtgørelsen er udbetalt inden udgangen af september 2019.”
”Såfremt der er eksportkøretøjer på månedsangivelsen, som er ramt af brændstofforbrugsfejlen i Motorregistret vil Motorstyrelsen efterfølgende regulere denne fejl og udbetale yderligere eksportgodtgørelse, alternativt genopkræve for meget udbetalt eksportgodtgørelse for fejlramte køretøjer. Der er lige nu ingen tidshorisont for, hvornår omberegningen af de fejlramte køretøjer finder sted, men opgaven har højeste prioritet.”