De tyske myndigheder rækker ud til erhvervslivet i Tyskland. Det sker med et lovforslag om at udsætte forpligtelsen til at indgive konkursbegæring til udgangen af september 2020, hvis corona-krisen er skyld i insolvensen.
Lovforslaget kan få effekt hos danske virksomhedsejere, som har etableret et tysk selskab, der er stærkt udfordret på grund af corona-situationen.
Sådan virker lempelserne
For at kunne udsætte konkursbegæringen kræver det, at der er anmodet om offentlig hjælp. Og/eller at der er aktuelle finansierings- eller forhandlinger, som fører til en begrundet udsigt til gældseftergivelse eller nedsættelse.
Hvis krisen er indtrådt efter den 31. december 2019, anses insolvensen for at være udløst af corona-krisen.
“Hvis selskabet er insolvent, må selskabet kun betale nye fordringer til opretholdelsen af driften i perioden med insolvens, også selv om tidspunktet for konkursbegæringen bliver udsat. Det er selskabets direktør som hæfter personligt, hvis der betales anden forfalden gæld under perioden, hvor selskabet er insolvent”, fortæller Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark.
Ved lovforslagets ikrafttrædelse vil selskabet have adgang til at fremskaffe ny likviditet frem til udgangen af september 2020, hvor den almindelige frist er 3 uger.
Sådan er reglerne normalt
Tyske selskaber med begrænset hæftelse (GmbH, AG, UG, eG mm.) har pligt til at anmode om konkursbehandling, når selskabet er insolvent. Det er direktøren, der har pligt til at indgive anmodningen.
Det er strafbart ikke at indgive begæringen i tide. Der er også en risiko for, at et krav kan rejses direkte mod direktøren af såvel kreditorer som kurator. Efter tysk ret hæfter direktøren nemlig personligt, hvis vedkommende udlader at indgive konkursbegæring for selskabet eller gør det for sent.
“De tyske insolvensregler er meget strengere end de danske. Ifølge tysk lov indtræder insolvens meget tidligere i forløbet. Insolvens indtræder som udgangspunkt, når selskabet er illikvidt”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen fra AutoBranchen Danmark.
Har et selskab ikke likvide midler til at betale 90% af de forfaldne fakturaer, og har selskabet ikke udsigt til at få tilstrækkelige likvide midler hertil inden 21 dage, anses selskabet for illikvidt, og har dermed pligt til at indgive konkursbegæring.
Virksomheden kan også anses som insolvent, hvis virksomhedens gæld overstiger dets aktiver, og der ikke er en prognose for, at dette vender.