Afgiftsfritagelse for elbiler, en grøn firmabilsbeskatning og en tredobling af arveafgiften er nogle af de tiltag i finansloven, der vil påvirke autobranchen.
Regeringen har sammen med Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet lavet sin første finanslov. Før finansloven stod elbiler, der koster mere end 400.000 kr. til at stige i pris, fordi registreringsafgiften skulle stige fra 20 til 40 procent. Den afgiftsstigning er nu udskudt et år. AutoBranchen Danmark har længe opfordret politikerne til at holde afgifterne for elbiler i ro. Afgiftsfritagelsen af strøm til elbiler, processtrømmen, der også stod til at udløbe til nytår, bliver også forlænget. Det betyder, at el fortsat vil være det billigste drivmiddel pr. kørt kilometer i 2020 og 2021.
Finansloven er baseret på en forventning om, at transportkommissionen, der undersøger, hvordan den grønne omstilling af bilparken skal finansieres, kan præsentere en løsning til, der kan sikre længerevarende afgiftsfritagelse af elbiler. Kommissionen præsenterer en delrapport i midten af 2020 og en endelig rapport i slutningen af 2020.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, kvitterer for den etårige forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbilerne, men hun havde gerne set en længerevarende løsning.
”Det er godt, at regeringen har valgt at forlænge afgiftsfritagelsen på elbiler, så de ikke stiger i pris til næste år. Alt andet havde sat markedet i stå. Men vi ser også frem til, at Transportkommissionen kommer med sin rapport, så vi kan få ro om afgifterne. Vi skal væk fra denne stop and go politik, som hele tiden skaber usikkerhed. AutoBranchen Danmark har fremlagt en række konkrete forslag til Kommissionen om, hvad der skal til, for at der for alvor kommer gang i salget af elbiler. Det handler om afgiftsfritagelse, tilskud til flere ladestandere, fritagelse fra kørselsafgifter og at der bliver sat penge af til at skrotte gamle dieselbiler”, siger Gitte Seeberg.
Firmabilsbeskatning ændres
Med finansloven strammes reglerne for leasing af firmabiler også. Lovændringen betyder, at beskatningsgrundlaget fra nytår kommer til at følge den genberegning, der foretages i registreringsafgiften. Formålet med lovændringen er at sikre, beskatningsgrundlaget følger den værdi, som en slutbruger forventes at skulle betale. AutoBranchen Danmark har forståelse for, at finansloven sikrer en mere gennemsigtig prisfastsættelse for leasede firmabiler under tre år. Det er dog beklageligt, at det medfører mere administration for branchen. Du kan læse mere om de nye regler her
Finansloven indfører også en grøn firmabilsbeskatning, som AutoBranchen Danmark har foreslået som et hurtigtvirkende forslag. Det er dog en midlertidig løsning, der vil gælde fra 1. april 2020 til 31. december 2020, hvor der indføres et fradrag på 40.000 kr. i beskatningsgrundlaget for firmabiler, som er enten el- eller hybridbiler. AutoBranchen Danmark havde gerne set en længerevarende løsning, men synes at aftalen er et godt første skridt.
Arveafgift tredobles for familieejede virksomheder
Som AutoBranchen Danmark har beskrevet af flere omgange læs her i løbet af efteråret vil arveafgiften blive tredoblet fra nytår. Arveafgiften for familieejede virksomheder stod næste år til at falde fra seks til fem procent. Med den nye finanslov stiger arveafgiften for familieejede virksomheder imidlertid til 15 procent.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, har gentagende gange kritiseret den stigende arveafgift, der vil få store konsekvenser i autobranchen.
”De familieejede virksomheder vil blive drænet for kapital, og mange vil blive tvunget til at optage unødig gæld, som ikke gør noget godt for virksomheden, medarbejderne eller kunderne. Jeg synes, at det er meget sigende, at 3F og Dansk Metal er imod det forslag”, siger Gitte Seeberg.
Bedre vilkår for fremtidens arbejdskraft i autobranchen
Et meget positivt aspekt ved finansloven er, at den årlige besparelse på to procent på uddannelserne fjernes. Det betyder, at fremtidens medarbejdere i autobranchen vil blive bedre uddannet end i dag.