Da otte unge mennesker mødte ind på autolakererværkstedet mandag morgen, var det med et helt nyt svendebrev i hånden. De otte – syv mænd og en kvinde – bestod svendeprøven og fik overrakt beviser på College360 i Silkeborg fredag den 30. oktober.
AutoBranchen Danmarks lakkonsulent René Thomsen, der har en fortid med eget autolakererværksted, havde fornøjelsen af at overrække beviserne til de nyuddannede svende.
”Det var godt arbejde. Jeg er fortrøstningsfuld på branchens vegne,” siger han om svendeprøverne, som stod på række til bedømmelse og blev vurderet af repræsentanter fra MFFU, Malerfagets Faglige Fælles Udvalg.
”Det kan godt være, at der sker opkøb i branchen, så der kommer færre virksomheder, men intet tyder på, at der skal være færre faglærte autolakerere. De seneste fremskrivninger siger, at vi i 2030 har omtrent 700.000 flere biler på vejene end i dag, så der skal stadig repareres og lakeres biler,” sagde han blandt andet til de nye autolakerere.
”Vi ved også fra en undersøgelse, vi lavede sidste år, at mange af jer har spændende drømme og planer for fremtiden. Og det er godt, for der er brug for nytænkning – også i vores branche,” sagde han videre.
Efter en periode med nedgang i optaget af nye elever på skolen, har de seneste to optagelser vist, at flere unge mennesker igen har fået interesse for at blive autolakerere. Optaget har været stigende, og særligt har langt flere unge kvinder vist interesse for faget.
”Vi har altid elever, som godt kan lide biler og har opdaget, at autolakerer er en god mulighed for både at arbejde kreativt og samtidig arbejde med biler. Og så har vi samtidig på det seneste fået en fornemmelse af, at flere netop ser autolakererfaget som en mulighed for at arbejde kreativt med hænderne,” fortæller Daniel Krarup Jørgensen, der er uddannelsesleder på Auto på College360.
En række karrosseriteknikere fik svendebrev i forrige uge, og flere af skolens personvognsmekanikere kaster sig over deres svendeprøve i denne uge på College360.