(Bemærk, at artiklen er udgivet 18. marts 2020 og at hjælpepakker, lovgivning og øvrige tiltag i corona-krisen kan have ændret sig. Gå til vores tema-univers for de nyeste historier)
Transporter fra Østeuropa kan give udfordringer ved import af biler. Ventetiderne er nemlig lange ved grænseovergange i Polen.
Den polske regering har i lighed med mange steder i Europa lukket sine grænser. Foreløbig gælder lukningen til og med den 25. marts, men kan forlænges. Ydermere er nogle overgange helt lukket.
Trods lukkede grænser, er det dog fortsat muligt at fragte varer igennem Polen og videre mod Tyskland og Danmark. Der må blot forventes en del ventetid ved grænsen mellem Polen og Tyskland og således også på transporter mod Danmark. Tirsdag blev der registreret ventetider på helt op til 18 timer og en bilkø på 40 kilometer.
På motorvej A15 nær Cottbus og på A12 i Swiecko i retning mod Frankfurt/Oder er ventetiderne omkring 12 timer.
Der må derfor forventes forsinkelser på transporterne fra Østeuropa i den kommende tid.