Tilbage i september 2019 meldte den nye skatteminister Morten Bødskov (S) ud, at Skatteministeriet ville ændre reglerne for fradrag ved den afgiftspligtige værdi for demo-, udlåns- og udlejningsbiler – en videreføring af leasingstramningerne igangsat af den forhenværende regering.
Som flere medlemmer måske har opdaget, har ministeriet først nu (21/11 2019) kommenteret på de ændrede regler for fradrag i pressemeddelelsen “Regeringen lukker fradragsfinte for leasingbiler”, som du kan læse her.
Betydning for dig som forhandler
De ændrede regler for fradraget betyder kort fortalt, at der fremover skal gå seks måneder, før forhandlere og værksteder kan opnå fradrag i den afgiftspligtige værdi ved demo-, udlåns- og udlejningsbiler.
Tidligere fandtes der særlige beregningsregler for fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer, så man kunne opnå fradrag for køretøjets stand og særlige anvendelse (fx politiets tjenestebiler eller udlejningskøretøjer). De to fradrag, der fremover udsættes til seks måneder gamle biler, er på fem procent hver af den afgiftspligtige værdi.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 2019. Det betyder, at ændringerne har virkning for værdifastsætteler, der gennemføres (tilføres månedsangivelsen) fra den 1. oktober 2019.
I strid med lovens ordlyd
AutoBranchen Danmark har fra starten været stor modstander af Skatteministeriets udlægning af slitage på demo- og leasingbiler og de ændrede regler for fradrag – Blandt andet ved et høringssvar, som du kan læse her. Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, siger:
“Biler, som bruges til demo-, udlåns- og udlejningsbiler er vigtige aktiver, når det handler om at drive et moderne bilhus. Og vi ved, at den type af biler taber værdi langt hurtigere end mere almindeligt, privatejede biler på grund af slid og særlige anvendelse”, siger Gitte Seeberg og fortsætter:
“Og slitagen undgås jo heller ikke i de første seks måneder. Derfor er det yderst beklageligt, at skatteministeren vælger at pålægge autobranchen ekstraudgifter til vitale dele af deres forretning”.
Fra AutoBranchen Danmarks juridiske chef Eylem Ünüvar lyder det:
”De her biler er oftest i ringere stand end tilsvarende biler på samme alderstrin. Indgrebet er derfor en klar skærpelse”, fortæller Eylem Ünüvar og fortsætter:
“Jeg vil dog henvise til registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1, hvor der står, at den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj fastsættes til køretøjets almindelige pris under hensyn til køretøjets stand. På den baggrund mener jeg ikke, at ændringen er i overensstemmelse med lovens ordlyd”.
Sådan kan fradrag stadig opnås
Det er derfor vigtigt at understrege, at fradragene i den nye form dermed ikke kan anvendes på en forhandler/virksomheds egne demobiler og udlejningsbiler, hvor der skal foretages genberegning senest fire måneder efter første indregistrering.
Fradragene for særlig anvendelse og slid kan dog stadig opnås ved leasing. Hvis man f.eks. leaser sine demobiler/udlejningsbiler, og efter seks måneder videresælger dem til en slutbruger, hvor der sker en ny værdifastsættelse, kan fradragene stadig opnås. Hvis demobiler videresælges inden for de første seks måneder, vil man ikke være berettiget til fradragene.