Sidste år ændrede Motorstyrelsen på reglerne, så en række bilforhandlere skulle præsentere en betragtelig sikkerhedsstillelse, når de er selvanmeldere.
Mange valgte en løsning, hvor man via AutoBranchen Danmark og Gjensidige købte sikkerhedsstillelsen hos Nordic Guarantee således, at den forhøjede sikkerhedsstillelse ikke påvirkede virksomhedens kassekredit og engagement med banken i øvrigt.
Behovet for sikkerhedsstillelse kan imidlertid ændre sig, og nu er det tid til at se på budgetterne for 2021.
For virksomheder, der har brug for at forhøje sikkerhedsstillelsen, kan det ske med nogle dages varsel, såfremt Nordic Guarantees kreditvurdering tillader det.
Hvis virksomheden ønsker at sænke sikkerhedsstillelsen eller måske helt ophæve den, skal virksomheden selv kontakte Motorstyrelsen, som kan have flere ugers, måske endda måneders behandlingstid. I den periode, skal virksomheden fortsat betale den fastsatte præmie.
Nordic Guarantee vil herefter modtage besked fra Motorstyrelsen. Fra den besked om ændringer kommer, skal virksomheden betale sin fastsatte præmie til udgangen af kvartalet. Derefter sker reguleringen, og hvis sikkerhedsstillelsen er helt ophævet, bliver eventuel overskydende præmie returneret.
”Da sikkerhedsstillelsen bygger på en kreditvurdering, er det sandsynligt, at Nordic Guarantee selv tager kontakt til sine kunder inden for det næste halve år. Men derfor vil vi da også gerne opfordre de af vores medlemmer, som bruger ordningen, til at være opmærksomme på, hvordan denne sikkerhedsstillelse skal se ud for 2021,” siger Henrik Bitzer, chef for Partnerskaber i AutoBranchen Danmark.
Kravet til forhøjet sikkerhedsstillelse trådte i kraft 1. januar 2020.