Har man konsignationslagre, er det nu muligt at undgå momsregistrering.
Det danske erhvervsliv har længe ønsket at få samme muligheder for konsignationslagre her i Danmark, som allerede eksisterer i flere EU-lande. Med nye momsregler, der trådte i kraft 1. januar, er dette ønske nu blevet efterkommet, ligesom reglerne er gjort gældende på tværs af EU.
Momsregistrering gøres ens
Som lovgivningen var indtil nytår, skulle virksomheder, der forsender eller transporterer varer fra et andet EU-land til Danmark med henblik på oplagring, momsregistreres i det pågældende land. Herefter skulle der betales dansk moms af salget, når varerne blev trukket fra konsignationslageret.
Dette var selvsagt uhensigtsmæssigt og bøvlet.
De nye regler betyder, at der er ens regler for, hvornår en EU-virksomhed skal momsregistreres i andre EU-lande. Ligeledes betyder det, at man slipper for at momsregistrere varer, der handles via konsignationslagre, i flere lande.
Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark, beskriver konsekvenserne lidt nærmere.
“Med de nye regler vil sælgers overførsel af en vare fra sælgers virksomhed i ét EU-land til et andet EU-land i henhold til en konsignationsaftale ikke skulle behandles som en levering mod vederlag. Ergo vil det heller ikke udløse en momsbetaling, før ejerskabet overgår”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen fra AutoBranchen Danmark.
Hvad er et konsignationslager?
Der er tale om et konsignationslager, når en sælger/leverandør opretholder varer på et lager, og har indgået en aftale med potentielle købere, om at køberne kan overtage ejerskabet af varerne på et tidspunkt ude i fremtiden. Det betyder, at varerne er beregnet til salg til denne køber.
Samtidigt skal sælgeren undlade at levere varerne til købere, før sælgeren modtager betaling. Når køberen har betalt, leverer sælgeren varerne til et lager i nærheden af køberens adresse. Hermed sikrer sælgeren, at der kun udleveres varer, som køberen har betalt for.
Sådan er kravene til en konsignationsaftale
En konsignationsaftale anses for at foreligge, når følgende betingelser er opfyldt:
- Sælger og køber er afgiftspligtige personer og har indgået en konsignationsaftale.
- Sælger er ikke etableret i destinationslandet.
- Køber er momsregistreret i destinationslandet og købers identitet og momsnummer er kendt af Sælgeren, på tidspunktet hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes.
- Sælger registrerer overførslen af varerne i et register og angiver købers identitet og momsnummer.
Hvis ovenstående betingelser er opfyldte, vil momspligten først indtræde på det tidspunkt, hvor erhververen overtager retten til at råde over varerne. På dette tidspunkt anses leverandøren for at have foretaget et momsfrit EU-salg, og erhverver anses for at have erhvervet varerne fra et andet EU-land og betaler erhvervelsesmoms.
Skal overtage varer inden for senest et år
Med de nye momsregler bliver det et krav, at køber skal overtage ejerskabet til varerne senest 12 måneder efter det tidspunkt, hvor varerne rent faktisk er ankommet til det EU-land, de er sendt til. Hvis man ikke overholder den frist, skal varerne enten returneres, eller også skal sælger momsregistreres i det land, hvor varerne befinder sig.
De særlige regler for konsignationslagre gælder dog ikke ubetinget.
“Hvis varer, der er sendt fra et konsignationslager til et tredje EU-land, går tabt eller sælges til en anden virksomhed end den påtænkte køber, vil de særlige regler for konsignationslagre ikke kunne anvendes. I stedet vil det udløse momsregistreringspligt i det andet eller de andre EU-lande”, forklarer juristen fra AutoBranchen Danmark.