1/6 2020

Salget af nye biler er faldet 30% i årets første fem måneder. I 2019 blev der ifølge bilstatistik.dk indregistreret lidt over 96.000 biler i Danmark fra januar til slut maj. I 2020 lander tallet på lidt over 66.000 personbiler.

”Faldet er temmelig alarmerende og har stor betydning for et erhverv, der beskæftiger tusindvis af danskere rundt i bilhuse og på værksteder. I en undersøgelse udført af AutoBranchen Danmark svarer hver femte ydermere, at deres virksomhed risikerer at gå konkurs inden for et år”, udtaler Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Derfor er der brug for at kigge nærmere på de hjælpepakker til erhvervslivet, som en ny ekspertgruppe foreslår at udfase 8. juli 2020. Det er alt for tidligt, når man zoomer ind på virksomheder, der handler med biler.

”Udfases hjælpepakkerne allerede i juli, risikerer antallet af konkurser i autobranchen at stige. Ekspertgruppen foreslår, at virksomheder, der rammes forskudt af coronakrisen, kan modtage kompensation for faste udgifter i august, september og oktober. Det er nødvendigt for at holde hånden under mange arbejdspladser. Det beder jeg på det kraftigste politikerne om at lytte til”, udtaler Gitte Seeberg.

Lang leveringstid er problemet

De nuværende hjælpepakker tager ikke hensyn til virksomheder med en lang leveringstid, hvor betaling først falder ved levering. Det er et stort problem ved salg af nye biler, hvor der ofte er flere måneders leveringstid – især under Covid-19, hvor bilfabrikkerne har været lukket i ugevis.

”Derfor oplever mange bilforhandlerne først det reelle tab lang tid efter 8. juli 2020, hvor de få solgte biler under Covid-19 bliver leveret og betalt”, siger Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.

Betaling af afgift skal udskydes

Med et fald i bilsalget på 30% er mange virksomheder presset på likviditeten. AutoBranchen Danmark foreslår, at betaling af registreringsafgiften udskydes i mindst seks måneder for at sikre den nødvendige likviditet. Gitte Seeberg noterer sig, at ekspertgruppen netop fremhæver likviditetsordninger som en del af udfasningen af hjælpepakkerne.

”En udskydelse af betaling af registreringsafgiften er det mest optimale værktøj i den nuværende situation. Risikoen er meget lille for staten, da mange bilforhandlere allerede i dag stiller økonomisk sikkerhed. Udskydes betalingen af registreringsafgiften, får bilforhandlerne en større mulighed for at drive deres forretning på markedsvilkår igen”, udtaler Gitte Seeberg.

Perioden for bilsalget er afgrænset fra 1/1 til 24/5 2019 og 2020 og omfatter alene personbiler på alle drivmidler.

Pressekontakt

Charlotte Brix Andersen, kommunikationschef hos AutoBranchen Danmark.

Tlf.: 31 36 94 00 // Mail: cba@abdk.dk