AutoBranchen Danmarks Videncenter vil i en række videoguides hjælpe brugere af systemet Autotaks til korrekt betaling. I denne video får du en kort introduktion til den såkaldte 10 cm-regel.

Reglen er relevant ved reparationer af sideliggende dele – eksempelvis ved skader på panelet. I flere tilfælde viser det sig, at taksatoren på den efterfølgende skadesrapport har fjernet den betaling, som skal gives ved overfladelak og reparationslak, også kendt som L og LI.

“Det er problematisk, arbejdet med sideliggende dele er tidskrævende. Lakereren skal nemlig lakere hele karrosseriet rundt om døren. Men vi ser flere eksempler på, at der kun ydes betaling for en lille del af jobbet”, fortæller Jørgen Petersen, der er forsikringskonsulent hos AutoBranchen Danmark.

Her i videoen guider Jørgen Petersen til at krydse det rigtige af i Autotaks.

Hjælp med at indsamle sager

AutoBranchen Danmarks Videncenter vil i samme ombæring gerne indsamle så meget dokumentation som muligt om det konkrete problem. Dokumentationen skal bruges til at rejse sagen over for forsikringsselskaberne, så praksis kan ændres, og autolakererne får den korrekte betaling.

Du kan hjælpe ved at sende følgende til support@abdk.dk:

  • Send den godkendte takseringsrapport
  • Send værkstedstilbuddet
  • Send nogle foto af sagen – før og efter.