Den verdensberømte bildesigner Henrik Fisker kommer. Det samme gør transportminister Benny Engelbrecht, og de to er dele af en spændende række af talere ved AutoBranchen Danmarks årsdag den 10. marts 2021.
Den traditionelle årsdag, der oprindeligt var planlagt til september 2020, rykker altså i stedet til 10. marts 2021.
Allerede nu kan du tilmelde dig her
Årsdag udskydes på grund af coronavirus
Flytningen sker på baggrund af situationen omkring coronavirus i Europa.
”Vi er selvfølgelig ærgerlige over ikke at kunne holde en årsdag i september. Vi havde stort set allerede programmet på plads, da Danmark blev lukket ned, og vi glædede os, for det plejer at være en god dag. Nedlukningen har imidlertid gjort det vanskeligt og usikkert at gå videre. Derfor venter vi og gør alt, hvad vi kan for at skabe et brag af en dag,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Som oprindeligt planlagt bliver årsdagen afholdt på Remisen i Brande, hvor der bliver plads til spændende og interessante oplæg for både forhandlere, eftermarked og autolakerere.
Forskellige fagsnakke på programmet
Da AutoBranchen Danmark i samarbejde med Motor-magasinet i maj 2019 stod bag branchedagene ”Vores Autobranche” på Gram Slot, var en del af konceptet en række fagsnakke, som deltagerne kunne tilmelde sig og lytte til oplæg, der passede præcis til specifikke målgrupper. Det koncept var deltagerne særdeles glade for, og det bliver nu en del af årsdagen.
”Vi har sat et program sammen, som giver input til autobranchens fagfolk inden for såvel nyvogn, brugtvogn, værksted og autolakerer. Så der er et program for alle,” siger Gitte Seeberg.
Se programmet her. Bemærk, at programmet kan udvikle sig over de kommende måneder.
Fremtrædende fagfolk taler på årsdagen
Henrik Fisker er anerkendt over hele verden for sin rolle i autobranchen, og den 10. marts rykker han fra sit hjem i Los Angeles og kommer til Brande for at give sit syn på fremtiden i bilverdenen og fremtidens bil.
Transportminister Benny Engelbrecht er en vigtig del af en regering, som arbejder med mange emner, der har relevans for autobranchen – transportkommissionen, registeringsafgifter, omstilling til el- og hybrid, vejnettet og offentlig transport bare for at nævne noget.
Hvis du forhandler brugte biler eller går med tanker om det, kan du se frem til at høre, hvordan de ser fremtiden på det marked hos succesrige Lindholm Biler. Her kommer direktør Henrik Bollerslev og giver sit bud.
En meget stor del af autobranchen kender Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn og bruger dem til efteruddannelse. Herfra kommer instruktør Peter Jakobsen og fortæller om, hvordan man på værkstederne kan forberede sig på og omstille sig til reparation af el- og hybridbiler.
Dette er blot nogle af oplæggene, som bliver mulige at høre på årsdagen i Brande den 10. marts 2021.
Før Danmarks nedlukning i marts, var der sat en række medlemsmøder og kurser i kalenderen. Efter sommerferien bliver disse møder genoptaget, og adm. direktør Gitte Seeberg glæder sig til igen at besøge medlemmer til personlige møder og til at møde en række medlemmer ved bymøderne, hvor flere samles og drøfter forskellige emner.
En række kurser i skadesberegning er allerede i kalenderen for efteråret. Der er kurser i Nordjylland, Midtjylland, Fyn og på Sjælland, og der er tilmelding er muligt allerede. Det kan du gøre her.