Fra den 1. juli må knap 25.000 varevogne ikke længere køre ind i miljøzonerne i Danmark. Det giver værksteder mulighed for at tjene penge på eftermontering af partikelfiltre.

Folketinget har den 3. juni vedtaget et lovforslag, der skærper reglerne yderligere i miljøzonerne. Det betyder, at cirka 25.000 dieseldrevne varebiler uden partikelfiltre ikke længere må køre ind i de fire største byer og Frederiksberg.

Den 1. juli vil det blive et krav, at varevogne er blevet indregistreret første gang den 1. januar 2007 eller senere, før de må køre ind i ovennævnte miljøzoner. For busser og lastbiler vil kravet være 1. september 2009 eller senere. Bilstatisk.dk anslår, at det vil påvirke cirka 24.500 varebiler, der altså ikke længere vil kunne køre ind i de fire største byer.

De nye regler skal gavne luftforureningen i de store byer, men de kan også komme til at gavne den danske autobranche. Disse varebiler skal enten erstattes af nyere varebiler eller have eftermonteret et partikelfilter.

God forretning for værksteder

Leder og chefkonsulent hos AutoBranchen Danmarks Videnscenter Nicky Bobak mener, at partikelfiltre kan være en god løsning for mange virksomheder.

”Miljøstyrelsen har selv peget på muligheden for eftermontering af partikelfiltre, men vi har modtaget flere henvendelser fra virksomheder og private, som er i tvivl om, hvorvidt det er muligt at få eftermonteret partikelfiltre i dag. Jeg har kontaktet flere grossister, der bekræfter, at det kan lade sig gøre på nogle modeller, selvom det ikke er særlig udbredt i dag”, siger Nicky Bobak.

Indfasningen af de skærpede krav til miljøzonerne betyder, at der i juli-september ikke vil blive uddelt bøder til køretøjer, der ikke må opholde sig i miljøzonerne, men fra 1. oktober vil kameraer med nummerpladescannere automatisk sende bøder til ejeren af køretøjer, der overtræder reglerne.

Nicky Bobak ser her en mulighed for, at værkstederne kan bruge de kommende måneder på at eftermontere en del partikelfiltre.

”Det er et rigtigt godt salgsargument over for kunderne, at deres mobilitet vil blive indskrænket fra 1. juli, og at de kan få bøder for det fra 1. oktober. Derfor er det oplagt ifm. med reparation af ældre varebiler at gøre kunden opmærksom på problemet og tilbyde en løsning i form af et eftermonteret partikelfilter”, siger Nicky Bobak.