Færdselsstyrelsen har lavet en ny vejledning, der skal sikre at reglerne på køre- og hviletidsområdet overholdes.
Færdselsstyrelsen har offentliggjort den første del af den nye vejledning om reglerne på køre- og hviletidsområdet. Den første del behandler reglerne i køre- og hviletidsforordningen. Den anden del, der offentliggøres løbet af 2020, behandler reglerne om installation og brug af takografen i takografforordningen samt køre- og hviletidsbekendtgørelsen. |
Vejledningen henvender sig til aktørerne på vejtransportområdet samt den administrative virksomhedskontrol.
Den første del indeholder en gennemgang af regelgrundlaget på køre- og hviletidsområdet. Den indeholder også en gennemgang af de bestemmelser i køre- og hviletidsforordningen, der vedrører køretid, pauser og hviletid. Gennemgangen af de enkelte bestemmelser indeholder en beskrivelse af beregningsperioder, metode til opmåling, eventuelle tolerancer og sanktionering.
Blandt ændringerne i vejledningen er, at den nye vejledning nu tager højde for EU-Kommissionens vejledningsnotat nr. syv om betydningen af ”hver periode på 24 timer” samt de ændrede sanktioner, der blev indført ved lov nr. 697 af 8. juni 2017 om ændring af færdselsloven.
Vejledningen kan læses på Færdselsstyrelsens hjemmeside.