Vil du have input til, hvordan du kan fintune din bilforretning til fremtidens forbruger og de megatrends, der skyller ind over samfundet, så er muligheden der igen. 

Bogen “Fremtidens Bilforretning – trends, cases og værktøjer” er nu genoptrykt. Ved samme lejlighed er den opdateret med flere eksempler.  

Charlotte Brix Andersen, der er leder af Kommunikation, medlemsservice og forretningsudvikling i AutoBranchen Danmark har skrevet bogen, som i efteråret 2021 blev kraftigt efterspurgt både i Danmark og i udlandet. Bogen, der er gratis for medlemmer, blev derfor hurtigt “udsolgt”, men den er nu genoptrykt. Som medlem af AutoBranchen Danmark kan du fortsat få bogen gratis. 

Med bogen identificerer Charlotte Brix Andersen mange af de udfordringer, som autobranchen står overfor i en tid, hvor bilerne udvikler sig i hastigt tempo, og hvor alle i branchen kommer til at få nye roller. 

Også en oversigt over de forskellige bilmærkers indsats med grøn omstilling er opdateret. 

Flere og flere virksomheder både i autobranchen og udenfor er begyndt at arbejde med abonnementsforretninger, som knytter kunderne tættere til virksomheden. Her er bogen opdateret og uddybet med flere eksempler.  

“Vi har en fremtid med andre udfordringer i branchen end vi har kendt før. Mange af dem møder vi allerede dagligt, og vi bliver nødt til at se ind i fremtiden på andre måder, end vi har gjort før. Jeg mener, at den her bog giver nogle rigtigt gode bud på, hvordan man kan gribe tingene an. Samtidig er det skrevet let, forståeligt og humoristisk, og derfor har jeg givet både ledelsen, bestyrelsen og medarbejderne mulighed for at læse bogen,” siger Michael Therkildsen, direktør i Selandia Biler i Ringsted og Næstved. 

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen skriver sådan her i bogens forord: 

“I fremtiden vil der også være nogen, der laver biler og nogen, der kører i biler. Men mellemleddet ændrer sig – er du et fordyrende mellemled…. ja, så får du kniven. Kig derfor efter alle de steder, du kan tilføre værdi,” skriver hun og giver selv et par eksempler: 

“Dyrk det digitale i kombinationen med det fysiske og det nære. I bund og grund handler det bare om godt købmandsskab. Vær noget i dit lokalsamfund. Tag fx medansvar for trafikale løsninger, der handler om mobilitet og ikke om transport. Inviter til foredrag og kurser og få kunden tilbage. Du har data fra kørslen, du kan få adgang til og hjælpe kunden med fx at køre mere grønt eller at dele bilen med andre.” 

Charlotte Brix Andersen siger  

“Vi vidste godt, at branchen har et behov for omstilling og tilpasning til nye tider. Alligevel blev vi overrumplede over så hurtigt bogen i efteråret kom ud at leve i branchen. Der var et meget stort ønske om, at man henter inspiration. Nu er bogen opdateret yderligere. Jeg håber, at bogen vil give inspiration til, hvordan forretningen kan udvikles her midt i de omskiftelige tider. Det har været vigtigt at give håndgribelige og konkrete eksempler på, hvordan tingene kan gribes an alt efter, hvad man ønsker at gå i gang med.” 

Sådan får du bogen 

Bogen har hurtigt opnået stor succes, og er blevet efterspurgt rundt i norden. Bogen er gratis for AutoBranchen Danmarks medlemmer – vil du have bogen tilsendt, må du dog betale for porto.  

Er din virksomhed ikke medlem, kan du stadig købe bogen. Den koster 229 kroner plus moms og porto. Bestil bogen på info@abdk.dk