Regeringen har droppet sin plan om at slukke for FM-signalet i 2021. Det fremgik af den medieaftale, som blev fremlagt få dage før store dele af Danmark gik på sommerferie.
I aftaleteksten står således:
”Der træffes først beslutning om tidspunkt for FM-lukning, når 50 procent af lytningen, herunder i biler, sker på digitale platforme. Et FM-sluk kan tidligst finde sted to år efter, at det er konstateret, at 50 procent af lytningen er digital”, hedder det i den nye medieaftale.
Tal fra DR Medieforskning viste i 2017, at den samlede lytning af netradio og DAB+ samlet set udgjorde 36 procent. Tendensen fra de senere år har vist, at lytningen af digital radio støt siger med fem procentpoint årligt. Tallet for 2018 er dog endnu ikke offentliggjort.
AutoBranchen Danmark var blandt kritikerne til regeringens oprindelige plan om at lukke FM-signalet senest i 2021. Det skyldes, at for få biler har installeret DAB+ og derfor vil alt for mange få problemer med at høre digital radio.
Slots- og Kulturstyrelsen har iværksat en kampagne for at udbrede kendskabet til, hvordan man kan høre digital radio. Fra januar 2019 vil kampagnen være målrettet mod muligheden for digital aflytning i biler.
Som en af repræsentanterne fra autobranchen, deltager AutoBranchen Danmark i Brancheforum for Digital Radio – et brancheforum nedsat af Slots- og Kulturstyrelsen.
Du kan læse mere om AutoBranchen Danmarks holdning til lukning af FM-båndet her