Produktionen af biler er hårdt ramt af krigen i Ukraine. Særligt Volkswagen, Mercedes-Benz, Ford og BMW har måtte skrue ned for produktionen i Tyskland.
Forsyningskæderne til den tyske bilindustri, der er Europas største, er hårdt ramt af Ruslands invasion i Ukraine.
Volkswagen, BMW, Ford og Mercedes har alle reduceret deres produktion på grund af Ruslands invasion af Ukraine, som blandt andet har betydet mangel på ledningsnet, der i høj grad blev importeret fra Ukraine.
Samlet set har det betydet, at bilfabrikkerne i Tyskland i marts måned har produceret 150.000 færre biler end normalt, vurderer LMC Automotive ifølge Autonews.
Hårdest ramt er Volkswagen, hvor fabrikken i Wolfsburg har produceret 25.500 færre biler, mens VW Mosel har produceret 24.000 færre biler og VW Ingolstadt har produceret 22.000 færre biler. Tre BMW-fabrikker har til sammen produceret 20.100 færre biler end normalt, mens Mercedes-Benz har produceret over 7000 færre biler. Ford har produceret 13.000 færre biler og VWs Porsche-fabrik i Leipzig har produceret 4.000 færre biler.
Mindre fald ventes i april
VW har til gengæld genstartet deres produktion i Wolfsburg hurtigere end forventet og LMC Automotive forventer, at produktionen vil falde mindre i april. Dette skyldes, at man har fundet alternative producenter i eksempelvis Ungarn eller Rumænien eller i lande uden for EU.
I sidste uge var Volkswagens fabrik i Bratislava dog også lukket. Fabrikken producerer VW Touareg, Porsche Cayenne, Audis Q7 og Q8 SUV’er samt VW Up, Seat Mii og Skodas Citigo.
Også her skyldtes lukningen leveringsproblemer affødt af krigen i Ukraine og mangel på mikrochips. Fabrikken har af samme årsag også været lukket nogle dage i marts.
Volkswagen har på grund af komponentmangel også måtte udskyde lanceringen af deres nye elbil ID5 med en måned, så den nu lanceres 6. maj.
Ford har stoppet produktionen af Ford Fiesta på deres fabrik i Köln frem til 25. april. Det sker ifølge den tyske avis Bild på grund af mangel på reservedele. Tidligere har fabrikken været lukket af flere omgange på grund af mangel på mikrochips.
Russisk produktion lukker også
Bilproduktionen i Rusland er fortsat også hårdt ramt. Mitsubishi har stoppet produktionen på deres bilfabrik i Kaluga, Rusland, som drives med Stellantis. Fabrikken producerer Mitsubishi Pajoro Sport og varebiler for Stellantis-mærkerne Citroën, Opel/Vauxhall og Peugeot.
Stellantis har tidligere fastslået, at produktionen til eksport vil stoppe, blandt andet på grund af mangel på reservedele.
Volkswagen og Volvo Trucks har også stoppet bilproduktionen i Kaluga.
Krigen forværrer produktionskrise
Krigen i Ukraine forværrer overordnet set de problemer, som bilproduktionen globalt er ramt af – primært som følge af manglen på mikrochips.
Indtil videre har mangel på mikrochips betydet, at der på verdensplan i 2022 ikke er blevet produceret 1,4 millioner biler, hvor tallet i 2021 samlet set var over 10 millioner biler. Den europæiske produktion er hårdt ramt, hvor faldet i år har været over halvdelen af det globale tab, nemlig cirka 750.000 biler.
Samlet set ventes chipmanglen at koste produktionen af knap 2,2 millioner biler i 2022. VW har forudset, at chipmanglen vil vare indtil 2024.
“Det står klart for enhver, at produktionen af biler står i en særdeles udfordrende situation og har gjort det længe. Det vil dels betyde, at det er salget af brugte biler, som vil fortsætte med at fylde mere og dels at det bliver endnu mere afgørende at finde andre måder at tjene penge på for nyvognsforhandlere – fx på værksted eller via abonnementsordninger,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
AutoBranchen Danmark har tidligere lavet en oversigt over, hvordan krigen i Ukraine påvirker bilproduktionen. Den kan læses her.