Der var grønt græs og blå himmel, da semifinalisterne i AutoBranchen Danmark Finans Open 2018 indtog golfbanen på Great Northern ved Kerteminde i fredags. 34 medlemmer af AutoBranchen Danmark havde gennem de to indledende runder kvalificeret sig til semifinalen. Der var stor ros til banen i Kerteminde fra semifinalisterne, og selvom det varme vejr gav lidt sved på panden, var stemningen i top, da feltet skulle reduceres yderligere, og de 10 finalister skulle findes.
I samarbejde med Santander Consumer Bank har 100 golfspillere deltaget i årets golfturnering. Nu venter den store finale i Madrid til september på Santanders egen bane.