Grønne biler udgjorde 45 procent af salget af i november. Det er en fordobling i forhold til i fjor. Omvendt halter det samlede salg stadig efter pga. mangel på mikrochips.
Forleden blev Hyundai Ioniq 5 kåret som Årets Bil i Danmark 2022. Det er tredje år i træk, at en 100 procent elektrisk bil vinder den titel. Men elbilernes popularitet skinner ikke bare igennem i konkurrencen om at blive årets bil, men også i bilsalget.
Således blev 3.030 nye rene elbiler registreret i november svarende til hver femte solgte personbil i den forgangne måned.
”Det flotte salg af elbiler viser, at både forbrugerne og autobranchen har taget de grønne og mest klimavenlige biler til sig. Det er positivt, og det skal følges op af politisk handling i forhold til udbygning af ladestandere, så det bliver let og bekvemt at oplade elbiler, uanset hvor man befinder sig i Danmark,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Tæller man plugin-hybriderne med, som der blev solgt 3.640 personbiler af i november, når den samlede andel af grønne personbiler op på 45 procent af det samlede bilsalg. Dermed er der nu over 130.000 grønne personbiler indregistreret herhjemme ud af knap 2,8 millioner personbiler. Det svarer til knap fem procent af det samlede antal personbiler.
Det samlede bilsalg ligger dog stadig under sidste års resultat. Der er solgt 4,5 procent færre biler i år end på samme tid sidste år.
De lave salgstal skyldes i høj grad manglen på mikrochips, der rammer stadig hårdt, lyder det fra Gitte Seeberg:
”Det samlede salg lider igen i november under manglen på mikrochips. Det er positivt, at kunderne ønsker at bestille nye biler, men det frustrerende for både forhandlere og kunder, at vi stadig har så lange leveringstider,” siger Gitte Seeberg.
Månedens mest solgte bil blev Hyundai I20 med 514 ud af de 14.958 solgte biler i november. Den mest populære elbil blev Volkswagen ID 4, som der rullede 257 nye biler ud over kantstenen af.