Forsikringskonsulent Jørgen Petersen har været travlt beskæftiget med AutoBranchen Danmarks forsikringssupport siden han begyndte 1. april. Telefonen ligger sjældent stille på bordet længe ad gangen.
Hver eneste dag hjælper han både medlemmer og ikke-medlemmer med Autotaks-systemet, og i den forgangne uge modtog han et par opkald fra nystartede værksteder, som aldrig tidligere havde beskæftiget sig med systemet. Derfor fik han brug for en slags ”Autotaksens ABC”
”Vi måtte hjælpe dem helt fra bunden. Der er mange varierede opgaver, og det er bestemt dejligt, at vi kan gøre en forskel for værkstederne,” siger Jørgen Petersen.
Et par autolakerere har bedt om hjælp til at se nogle maleropgørelser igennem, fordi de ikke mener at have fået tilstrækkelig betaling fra forsikringsselskaberne for deres arbejde. Også det kan Jørgen Petersen hjælpe med, og han er umiddelbart enig med malerne i, at der er penge at hente.
”Vores såkaldte ”teamviewer”, hvor jeg kan både se den andens skærm og arbejde på den, har været en stor succes, og jeg har i den forgangne uge rådgivet flere medlemmer med igangværende lakopgørelser på den måde,” siger forsikringskonsulenten.
Jørgen Petersen kan fjernstyre medlemmets rapportering i Autotaks, og det kan være en god løsning, hvis man føler, at systemet er gået i hårknude.
”Nogle få manglende indtastninger betyder mistede arbejdsenheder og lakafregning, og det kan hurtigt blive lig med mistede timer og dermed arbejdsløn,” siger Jørgen Petersen.
Muligheden for digitalt at kigge med på rapporten er en funktion i Autotaks og ikke noget, som kræver ekstra installation på brugerens computer.
For lederen af AutoBranchen Danmarks Videncenter, Nicky Bobak, er det glædeligt, at der er så stor efterspørgsel efter forsikringskonsulentens ydelser.
”Det er en af AutoBranchen Danmarks fornemste opgaver at løfte hele branchens kompetenceniveau. Vi ønsker som hovedorganisation for lak og karrosseri at skabe det nødvendige fokus på support og udvikling, systemteknisk- og ikke mindst uddannelsestilbud til alle vores brugere i branchen,” siger Nicky Bobak.