Fremtidens bilforretning – trends, cases og værktøjer

Med bogen “Fremtidens Bilforretning”, identificerer Charlotte Brix Andersen, der er chef for kommunikation, medlemsservice og forretningsudvikling i AutoBranchen Danmark, mange af de udfordringer, som autobranchen står overfor i en tid, hvor bilerne udvikler sig i hastigt tempo, og hvor alle i branchen kommer til at få nye roller.

Sådan får du bogen

Bogen har hurtigt opnået stor succes, og er blevet efterspurgt rundt i norden. Bogen er gratis for AutoBranchen Danmarks medlemmer – vil du have bogen tilsendt, må du dog betale for porto.

Er din virksomhed ikke medlem, kan du stadig købe bogen. Den koster 229 kroner plus moms og porto. Bogen kan købes i fysisk format eller som e-bog. Bestil bogen på info@abdk.dk.

Forord af fremtidsforsker Anne Skare Nielsen

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen sætter det en smule på spidsen i sit forord:

“I fremtiden vil der også være nogen, der laver biler og nogen, der kører i biler. Men mellemleddet ændrer sig – er du et fordyrende mellemled…. ja, så får du kniven.

Kig derfor efter alle de steder, du kan tilføre værdi,” skriver hun og giver selv et par eksempler:

  • Dyrk det digitale i kombinationen med det fysiske og det nære. I bund og grund handler det bare om godt købmandsskab.
  • Vær noget i dit lokalsamfund. Tag fx medansvar for trafikale løsninger, der handler om mobilitet og ikke om transport. Inviter til foredrag og kurser og få kunden tilbage. Du har data fra kørslen, du kan få adgang til og hjælpe kunden med fx at køre mere grønt eller at dele bilen med andre.

Bilen får i stigende grad en ny funktion som “oplevelsescenter”, og den digitale udvikling vil ændre på vores forhold til vores biler og kørselsmønstre og dermed også til den traditionelle bilforretning. De digitale biler har allerede i en vis grad ændret mekanikerens arbejdsdag, og det vil brede sig.

Charlotte Brix Andersen siger selv om bogen:

“Jeg håber, at bogen vil give inspiration til, hvordan forretningen kan udvikles her midt i de omskiftelige tider. Det har været vigtigt at give håndgribelige og konkrete eksepmler på, hvordan tingene kan gribes an alt efter, hvad man ønsker at gå i gang med.”