AutoBranchen Danmark opfordrer politikerne til at løse de oplagte urimeligheder over for importerede brugtbiler, som WLTP-loven stadig giver. Anledningen til en ændring er til stede nu, hvor politikerne alligevel skal ind og ændre på loven.
”Vi mener, at det er konkurrenceforvridende og uigennemskueligt, at den grønne ejerafgift er forskellig for biler, der er registreret i Danmark første gang som nye og på biler, der er brugtimporterede. Det vil i praksis sige, at man kan have to ens biler, som er registeret første gang på samme dato efter 3. oktober 2017, og hvor ejerafgiften vil være højere på den bil, der er brugtimporteret, end på den bil, der er registreret fra ny i Danmark,” siger Gitte Seeberg.
Hun tilføjer, at det umiddelbart synes at være EU-stridigt, idet der så vil være en forskel – i negativ retning – på den bil som er brugtimporteret.
Udfordringen opstår ved, at der i Lov 1130 § 3 stk. 2 A og B er anført, at satserne er gældende for personbil ”registreret her i landet den 3. oktober 2017 eller senere”.
Det betyder, ifølge Gitte Seeberg, at biler, der importeres som brugte ikke blev omfattet af overgangsordningen, og dermed er pålagt en højere afgift, end de biler, der som nye er registreret i Danmark og dermed er omfattet af overgangsordningen.
”Der må være tale om fejl i den oprindelige formulering i L 1130, da det næppe kan have været tilsigtet, at der skulle ske den forskelsbehandling mellem brugtimporterede og oprindelige danske biler, ” siger Gitte Seeberg.
Autobranchen Danmark har ellers udtryk stor tilfredshed med den politiske løsning, der er truffet om at udsætte ikrafttrædelsen af afgiftsberegningerne efter WLTP-normen pr. 1. april 2019. Alt andet ville have ført til afgiftsstigninger på et stort antal biler, mens kun et fåtal ville være faldet i pris.
En varig løsning på WLTP bliver nu en del af arbejdet i den kommende transportkommission, der fremlægger sin endelige analyser og anbefalinger sidst i 2020.