74% af voksne tror på, at de vil abonnere mere på produkter og services i fremtiden. Folk foretrækker i stigende grad ikke at eje, men vil hellere have adgang til ting og nemmere kunne skifte ud i dem. Det er især de unge, der køber fleksibilitet og bekvemmelighed.

Hvis man bor i en af de store byer, har man måske lagt mærke til cyklen med det blå forhjul. Det er Swapfiets som for 199 kr. pr. måned tilbyder en cykel. Punkterer man, eller sker der noget med cyklen, rykker Swapfiets ud og fikser den.

”Prøv at regne den ud. Det er ikke en særlig god forretning for den enkelte, hvis du har cyklen i 5 år. Men de unge abonnerer alligevel på cyklen, og cykelvirksomheden er i vækst”, forklarede Jonas Juul Jeppesen, som er partner i abonnementsvirksomheden Subscrybe.

I torsdags blev hold 1 på abonnements-akademiet hos AutoBranchen Danmark sat i gang. Holdet køres af Jonas Juul Jeppesen, som havde inspiration, teori og øvelser med til deltagerne. Autobranchen er velkendt for ham, da han blandt andet også har hjulpet Ejner Hessel og Mercedes i Sverige med deres abonnementsvirksomheder.

”Hvor mange af jer har et abonnement hos Årstiderne”? Det var der flere af deltagerne, der havde. ”Hvorfor har I det”? En af deltagerne svarede, at ”det er nemt, man skal ikke handle ind, og så er det bæredygtigt, fordi der ikke er meget madspild”.

Det er præcis den pointe, Jonas Juul Jeppesen gerne ville frem til og påpegede, at også for autobranchen er tingene ved at ændre sig. Folk vil i stigende grad gerne købe sig til bekvemmelighed, både når det handler om services og transport. De vil gerne fra A til B og behøver ikke at eje bilen. Så slipper de også for bøvlet med at parkere. Det er stadigvæk et storbyfænomen, men når tingene først fungerer i byerne, spreder de sig til andre dele af landet.

Før hen var der stor forskel på bilerne. Vores fædre var stolte over at sparke dæk og eje bilen. Der var prestige i at eje et bestemt bilmærke. I filmen ”En mand der hedder Ove” ser man, hvor galt det kunne gå dengang. Ove anerkender ikke sin vens valg af Volvo. Han kører selv i SAAB. De to venner bliver dødeligt uvenner, og sådan er det i mange år. Da Ove vil begrave stridsøksen mange år senere, finder han ud af, at Rune har købt en BMW. Nu er venskabet for alvor forbi!

I dag ligner bilerne hinanden mere og mere. Produktionen er blevet koncentreret til færre producenter, og de unge tænker anderledes.

”Vi skal kunne betjene de yngre kunder i dag i vores forretninger. Det er kunder, vi ikke har haft før. Vi så dem ikke tidligere, fordi de ikke havde økonomi til at købe en bil. Det har de i dag”, sagde en anden deltagerne på kurset.

Jonas spurgte deltagerne, hvad de allerede havde sat på abonnement: Leasing, dæk, garanti, serviceaftaler, reparationsaftale, lånebil og software var nogle af ydelserne. Derfra gik der en livlig brainstorm i gang om, hvad der ellers kunne sættes på abonnement såsom barnestole, snekæder, bilvask og hente / bringe service af bilerne. Nogle gav dette gratis væk. Men det er jo en ydelse, og sådan noget er oplagt at sætte på et abonnement. Et abonnement handler i høj grad om at bygge en vedvarende relation til kunderne.

En anden deltager sagde, ”jeg ville gerne have alle mine kunder over på en serviceaftale. Så vil jeg hele tiden kende mit cashflow, og alle de udfordringer jeg har med at diskutere pris vil forsvinde.”

Til næste gang skal deltagerne lave et spørgeskema og høre kunderne, hvad de har af ønsker og behov. For det er altid godt at spørge sine kunder, i stedet for at tro, man kender dem.

”Kunderne kan meget mere frit tænke i løsninger end jer. I er hæmmede, fordi I straks vil tænke på, hvem der skal gøre tingene, og at I ikke har ressourcer til det. Problemerne og udfordringerne tordner sig op. Derfor er det en god idé at spørge kunderne”, siger Jonas Juul Jeppesen.

En stor tak til Malene og Matthias fra Bilcentret A. Nielsen, som også vil være værter for de næste to workshops.

 

Synes du det lyder interessant, kan du nå at tilmelde dig på vores hold 2, som begynder den 5. september.