5 procent fradrag for demo-, udlåns- og udlejningsbiler overlever foreløbigt
Bilhandlere kan foreløbigt ånde lettet op. Folketingsvalget den 5. juni har nemlig sat en i hvert fald midlertidig stopper for det meget omstridte lovforslag om at afskaffe 5 procent fradraget i beregningen af den afgiftspligtige værdi for demo-, -udlåns- og udlejningsbiler.
Kort før valgudskrivelsen i maj sendte daværende skatteminister Karsten Lauritzen et udkast til ændring af bekendtgørelsen om registreringsafgifter i høring, hvorefter der fremover kun skal gives fradrag for biler med skiftende chauffører, der er ældre end seks måneder.
Forhandlerne skønner, at ændringen vil koste dem en indtjening på omkring 5.000 kr. på en mellemklassebil.
I et høringssvar reagerede AutoBranchen Danmark derfor meget skarpt på den foreslåede ændring.
Forslaget blev betegnet som unfair, urimeligt og uacceptabelt i forhold til de vilkår, som er nødvendige for at drive handel med nye biler, hvor demo-, udlejnings- og udlånsbiler indgår som en helt naturlig og nødvendig del af den daglige drift.
5 procent fradraget afspejler således, at værdien af særligt slidte køretøjer er lavere end værdien af andre tilsvarende køretøjer.
AutoBranchen Danmark må derfor på det kraftigste gå i rette med præmissen for de planlagte ændringer og opfordre til, at forslaget bliver taget af bordet.
Det er endnu for tidligt at sige, om forslaget stadig lever. Skatteministeriet gennemførte trods folketingsvalget sin lovhøring med frist den 24. maj, men den nye skatteminister, Morten Bødskov, har endnu ikke truffet beslutning, om han agter at videreføre sin forgængers politik på dette område.
Beskeden fra Skatteministiet er derfor lige nu, at sagen afventer en ny politisk beslutning efter sommerferien.