For motorcykler udgør afgiften 0 pct. af motorcyklens afgiftspligtige værdi under 10.500 kr. (2021-niveau), 85 pct. af motorcyklens afgiftspligtige værdi mellem 10.500-63.800 kr. (2021-niveau), og 150 pct. af værdien derover.
Der gives et fradrag for ABS-bremser på 4.165 kr. i den afgiftspligtige værdi, men derudover gives der ikke fradrag eller tillæg.
Aftalepartierne er enige om, at det nuværende bundfradrag på 10.500 kr. (2021-niveau) og fradraget for ABS-bremser afskaffes. Samtidig indføres et nyt skalaknæk på 20.000 kr. og en ny sats på 25 pct., samtidig med at det høje skalaknæk på 63.800 kr. (2021-niveau) forhøjes til 68.000 kr. (2021-niveau).
Dermed vil der skulle betales 25 pct. af de første 20.000 kr. og 85 pct. af de 68.000-20.000 og 150 pct. af resten.
Afgiften for nulemissionsmotorcykler indfases med samme indfasningstakt som nulemissionsbiler, mens bundfradragene for nulemissionsmotorcykler tilpasses så de svarer til ca. 2/3 af bundfradragene for nulemissionsbiler. Plug-in hybridmotorcykler beskattes som en konventionel motorcykel svarende til gældende regler.
Aftalepartierne er enige om, at der for autocampere skal findes løsninger, hvor køretøjerne så vidt muligt overgår til nye regler, dog således at afgiftsændringerne bliver omtrent uændret.
Aftalepartierne er enige om, at autocampere bliver fuldt omfattet af de nye regler for personbiler, og at reglen om, at beboelsesdelen er uden registreringsafgift, bevares.
Desuden bevares reglen om, at afgiften ikke kan komme under 45 pct. af den del af campingbilens samlede værdi inkl. beboelsesdelen, der overstiger 12.100 kr.
Desuden foreslås det, at autocampere fortsat har særregler, således at der i registreringsafgiften kun beregnes CO2-tillæg efter laveste trin for CO2-tillæg for personbiler, mens der ikke gives bundfradrag i registreringsafgiften. Derved vil registreringsafgiften i gennemsnit være omtrent uændret for autocampere.
Der gælder i dag særligt gunstige afgiftsregler for veterankøretøjer både ift. registreringsafgift og de løbende afgifter (vægtafgift mv.). For at et køretøj kan omfattes af disse lempelige regler, skal køretøjet være mindst 35 år gammelt og fremtræde som ved første registrering – dvs. originalt (også kaldet originalitetskravet).
Aftalepartierne er enige om at afskaffe originalitetskravet. Afskaffelse af originalitetskravet vil medføre, at også køretøjer ældre end 35 år, der er ombygget eller sat i stand med fx nyere uoriginale dele, vil skulle beskattes efter de lempelige afgiftsregler for veterankøretøjer.
En afskaffelse af originalitetskravet vil forenkle reglerne betydeligt for borgerne og give flere mulighed for at reparere deres ældre biler uden at komme i konflikt med afgiftsreglerne.
Desuden foreslås det, at veteranbilerne friholdes for CO2-tillæg og bundfradrag mv., hvormed de alene skal betale registreringsafgift. Dette kan delvist finansieres ved en omlægning, hvor det lempelige loft for registreringsafgiften for veterankøretøjer hæves fra 40 pct. til 75 pct.
Forslaget skønnes at indebære et mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. årligt, og vil ikke indebære afgiftsforhøjelser for veteranbilerne i gennemsnit.
Læs mere om de nye bilafgifter
i vores store tema-univers: