Når det handler om beskatning af fri bil, er leasing og genleasing typisk den bedste løsning. Det er en helt frisk dom, som Skatterådet netop har offentliggjort et godt eksempel på.

Beskatningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris de første 36 måneder fra første indregistrering. Er bilen anskaffet mere end 36 måneder efter første indregistrering – så udgør beskatningsgrundlaget derimod den faktiske anskaffelsespris.

I en dom fra primo 2019 godkendte byretten, at en koncernintern overdragelse af en bil med oprindelig nyvognspris på 3,9 millioner kroner skulle anerkendes skattemæssigt, hvorefter beskatningsgrundlaget udgjorde 725.000 kroner.

Til gengæld har Skatterådet i en netop offentliggjort afgørelse nægtet en hovedaktionær at nedsætte beskatningsgrundlaget, hvor han havde handlet en Volvo XC90 med en nyvognspris på 1,3 millioner kroner til et koncernselskab for 675.000 kroner.

”Man accepterer ved genleasing af biler, der er mere end 36 måneder gamle, at der foretages en ny vurdering af bilens værdi i forhold til opgørelse af beskatningsgrundlaget ved hver genleasing – også selvom bilen reelt ikke overdrages. Dette taler for at vælge leasing af en firmabil der bruges privat”.

Det siger advokat og partner Christian Falk Hansen, Vistisen Falk Winther Advokatpartnerselskab. Han har skrevet om det på sin profil på LinkedIn.

”Denne viden kan være relevant for folk, der arbejder med leasing, og som rådgiver deres kunder om de fordele, der kan være ved leasing og genleasing. For der kan være en fordel efter de første 36 måneder i forhold til køb af bil, hvor bilen skal anvendes som fri bil”, siger Ida Nynne Daarbak, jurist hos AutoBranchen Danmark.