Alle regeringens støttepartier ønsker nu at fjerne afgiftsrabatten til pluginhybridbiler efter en kaotisk uge på Christiansborg. AutoBranchen Danmark er i tæt dialog med politikerne.
Gennem en længere periode har SF og Enhedslisten ønsket at ændre på afgiftsfordelene til pluginhybridbiler, som partierne var med til at aftale i december 2020. Indtil for nyligt bakkede Radikale Venstre stadig op om aftalen, men i kølvandet på en rapport lavet af COWI for Vejdirektoratet om pluginhybridbiler, vil de nu også have genåbnet aftalen. Rapporten anslår, at den faktiske CO2-udledning er over dobbelt så meget, som WLTP-normen anslår.
Det hele skal også ses i lyset af sidste uges dramatiske uge på Christiansborg, hvor Enhedslisten torsdag væltede nu fhv. transportminister Benny Engelbrecht, fordi han ikke oplyste om beregninger, der forelå over CO2-udledningen i infrastrukturplanen. Det har som bekendt udløst en ministerrokade, som også flytter Morten Bødskov fra Skatteministeriet til Forsvarsministeriet. Han skulle ellers have været i samråd på torsdag om oplysningerne i COWI-rapporten, og hvorfor han ikke har videregivet denne viden til Folketinget. Støttepartierne er rasende, og derfor vil de se handling og ikke finde sig i en stor skatterabat til pluginhybridbilerne, når de ikke køres grønt. Det er nu den nye skatteminister Jeppe Bruus, der skal i samråd.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg siger:
“Jeg forstår godt støttepartiernes ønske om at gøre bilparken grønnere. Men ved at fjerne afgiftsrabatten på pluginhybrider risikeres kunderne at blive skubbet tilbage til benzin- og dieselbiler i stedet for de grønne elbiler, viser en ny medlemsundersøgelse. Det bruger vi alle kræfter på at fortælle politikerne om i disse dage,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Hun henviser til en medlemsundersøgelse, som AutoBranchen Danmark har foretaget blandt godt 100 forhandlere. Hovedkonklusionerne er:
- Siden afgiftsstigningen den 1. januar 2022 oplever 65 procent et markant lavere eller lavere antal indgåede købsaftaler om pluginhybridbiler (købsaftaler underskrevet i januar 2022). For nyvognsforhandlere er det hele 76 procent. Bilsalgstallene for januar 2022 viser, at der er indregistreret markant flere elbiler end pluginhybridbiler.
- 90 procent svarer, at de ikke forventer, at der vil blive solgt pluginhybridbiler, hvis afgiftsrabatten fjernes.
- 84 procent forventer, at pluginhybridkunder vil vælge en benzin- eller dieselbil, hvis afgiftsrabatten fjernes.
- 66 procent mener, at ejere af pluginhybridbiler er mere tilbøjelige til at vælge en elbil, efter de har ejet/leaset en pluginhybridbil.
De manglende nuancer i debatten er kritiske. Det vil en genåbning af aftalen om bilafgifterne også være:
”Vi understreger over for de politikere, vi er i dialog med, at hvis aftalen genåbnes, som meget desværre tyder på, så skal det ske med lange overgangsordninger, så hverken forhandlere eller forbrugere kommer i klemme på de biler, der allerede er bestilt hjem. Det kan være mange penge for den enkelte forhandler. Det er helt uholdbart, og det skal der findes en løsning på. Vi siger samtidigt, at det er vigtigt, at Motorstyrelsen er klar til at håndtere dette fra dag ét. Vi vil simpelthen ikke ud i en ny omgang kaos omkring bilafgifterne”, afslutter Gitte Seeberg.